Boksning: Slagkraft bag titelgevinst

Lyt til artiklen

Med veldisponeret, effektiv og stilren boksning nåede den 26-årige fluevægter Steffen Nørskov fredag et højdepunkt i den professionelle boksekarriere, der nu har strakt sig over tre sæsoner, da han ved Stald Palles arrangement i Holbæk Stadionhal tvang den otte år ældre Domingo Guillen fra Den dominikanske Republik til at opgive mellem 5. og 6. omgang. Overbevisende indsats Steffen Nørskov kan dermed efter sin 19. kamp kalde sig verdensmester hos International Boxing Council, og selv om den titel ikke kan siges at høre til de mest værdifulde på den globale boksescene, ydede Nørskov så overbevisende en indsats, at det lover godt for fremtiden. Han styrede fighten fra første sekund, og i 5. omgang fik han et perfekt højre kryds til kæben ind, som sendte Guillen til tælling. Straks efter gentog hændelsesforløbet sig, men gæsten klarede tiden ud. Han var imidlertid tydeligt mærket, og han valgte da også at blive i ringhjørnet, da der kaldtes ud til 6. runde. Slem streg i regningen For ledelsen i Danmarks Bokse-Union kom det som en slem streg i regningen, da det for en halv snes dage siden meddeltes, at den danske mester i letvægt Martin Kristjansen, Slagelse, har sluttet sig til mange af sine tidligere amatørkolleger i Stald Palle. Sjællænderen, der var ude for en slem sportslig skuffelse ved sommerens europamesterskaber, hvor han langt fra levede op til forventningerne, var kørt træt i amatørsatsningen og valgte pengene hos familien Palle fremfor den olympiske chance, der kunne anes forude, men som bestemt ikke havde antaget realistiske konturer. Nem sejr til Kristjansen Bettina og Mogens Palle besluttede at indlemme Martin Kristjansen i den svulmende stab af nævefægtere, og på baggrund af den kort optræden, det blev til i aftes, ser det ud til, at begge parter kan få fornøjelse af samarbejdet. Martin Kristjansen var matchet mod amerikaneren Billy Wade, som i modsætning til hjemmebanefavoritten synes at have valgt et helt forkert job. I hvert fald viste Wade kun ringe fightervilje, og det var forholdsvis let for Martin Kristjansen at gøre det af med rivalen efter 1.11 minutters ensidig aktion. Det var en dyb serie, som afsluttede forestillingen, og dermed styrede den elegante Slagelse-bokser straks på ret kurs. Hårdtslående københavner Supermellemvægteren Martin Nielsen, der debuterede for fire måneder siden, havde ligesom Martin Kristjansen fået mere sved på panden under opvarmningen, end opgaven i ringen, som kun varede 2.41 min., formåede at piske frem. Den hårdtslående, 20-årige københavner havde haft amerikaneren Nate Zeikle til tælling én gang, da han fældede ham igen med et højre hook, og selv om Zeikle stablede sig på benene igen, fik han ikke lov at fortsætte. Zam Zam har fårt på Reda Zam Zam, der ligesom Martin Kristjansen inden for de seneste sæsoner er blevet hædret som Årets Bokser blandt amatørerne, nåede i sin fjerde dyst med bar overkrop et skridt nærmere virkeligheden i den skrappe branche. Den 22-årige letmellemvægter har haft fart på med tre sejre før tid - de to i 1. runde, den ene i 2. - siden han debuterede som professionel 24. maj i Aalborg, men i aftes måtte han gå til vejs ende mod franskmanden Alban Mathie, der ved et tidligere besøg i Danmark er blevet pointbesejret af Christian Bladt ved et Stald Vester arrangement. Gavnlig oplevelse Og oplevelsen mod Mathie kan vise sig særdeles gavnlig for Zam Zams videre færd, der efter alt at dømme vil føre ham frem til en position som en af Palle-forretningens supertilbud. For Zam Zam fik i Holbæk Stadionhal set, at det ikke nødvendigvis er kompromisløs offensiv, der fører til succes. Århusianeren med Libanon som fødeland var aldrig i vanskeligheder mod Mathie, men han brugte langt flere kræfter end påkrævet ved at angribe konstant uden at tage hensyn til, at de franske parader var særdeles effektive. Det havde været klogt indimellem at træde et skridt tilbage og lade Mathie om at åbne sig, men iveren overvandt fornuften, og så måtte Reda Zam Zam finde sig i, at han i høj grad kunne mærke, at han for første gang blev tvunget ud på den fulde distance i seks gange to minutter. El-Awad bliver prof Dansk amatørboksning må i øvrigt affinde sig med, at endnu en topbokser nu bliver professionel. Mellemvægteren Youssef El-Awad, der ligesom Zam Zam har fået sin idrætslige opdragelse i Aarhus Athlet Klub, og som både har været dansk mester og aktuel i landsholdssammenhæng, prøver lykken hos den tidligere hjemlige stjerne Gert Bo Jacobsen, der har indgået en tre-årig aftale med århusianeren.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her