Hvad hjælper det, at man har to fyrtårne, hvis de ikke står, hvor der er fare på færde? Og hvad hjælper det, at Peter Madsen fik scoret og viste periodevis stor selvtillid i sit personlige spil, når han i kampens overtid mistede selvkontrollen og nikkede en modstander en skalle og blev vist ud - således, at han ikke er med i returkampen. Sådan var situationen for mesterholdet Brøndby i gårsdagens UEFA Cup- udekamp mod Levski Sofia fra Bulgarien. Brøndby tabte 4-1 - hovedsagelig i kraft af store svigt i midterforsvaret, hvor de garderhøje Per Nielsen og Morten Wieghorst to gange var tilskuere til smukke hovedstødsmål af Levski, det ene endda sat ind af den lille arbejdsomme Sasa Simonovich. Det var ikke godt - og det var ikke overbevisende. En vis ældre lille træbygning, der i gamle dage stod placeret i baghaven eller gården, brændte alvorligt, når de hurtige bulgarske spillere fik kombineret sig igennem på kanterne og smækkede bolden ind i straffesparksfeltet. De ellers normalt hovedstødsstærke Nielsen & Wieghorst var bestemt ikke altid på pletten, og det vakte megen uro i forsvarsspillet. At tale om de spillere, der ikke var med - og som således ikke havde nogen indflydelse på udviklingen - kan virke omsonst. Men fraværet af stærke, kreative folk som Mads Jørgensen, Thomas Lindrup og Ruben Bagger var åbenlyst, og en sådan afbudsserie kan en 'smalbænket' klub som Brøndby ikke klare i europæiske opgør. Og så må det konstateres, at Peter Madsen ikke gjorde returkamps- udsigten lysere for klubben og holdkammeraterne med sin hovedløse (nåh ja) skalle til en bulgarsk spiller i kampens sidste minut. Det var en frustreret kvittering på et frispark mod Brøndby-spilleren, men det var dumt. Det skete endda i en kamp, hvor samme Madsen var kommet på scoringslisten med et nydeligt hovedstød. I det hele taget viste Peter Madsen og Brøndby ganske godt spil i første halvleg - efter at Madsen havde udnyttet et fint højreside-indlæg fra Mattias Jonson, et indlæg, der sejlede ind over den dårligt placerede Levski- målmand Ivankov, og lige ned i hovedet på Brøndby-forwarden, der styrede bolden i nettet. Det mål fik Brøndby til at glemme den pinlige start, hvor man i det sjette minut gav Sasa Simonovich så megen scoringsplads, at han må have følt sig som Sasa alene i verden. Brøndby-midterforsvaret var generelt usikkert, og Wieghorst og Per Nielsen kom aldrig til at præge luftspillet med den så vigtige rogivende sikkerhed - men ude på banen kombinerede danskerne i perioder fint med kvikke afleveringer. Spillerne bevægede sig godt for hinanden, og Peter Madsen så ud som om han var blevet 'løftet' af sin scoring i det 18. minut. Mattias Jonson, der spillede på højre fløj, kom nogle gange til baglinjen, mens Kasper Dalgas på venstre side var mere omstændig i sit spil. Men det bulgarske hold var akkurat så stærkt, teknisk velfunderet og hurtigt spillende, som Brøndby frygtede - og da Levski kom foran 2-1 ti minutter før pausen, så det slemt ud for Brøndby. Og da bulgarerne 10 minutter efter pausen bragte sig på 3-1 på et direkte frispark og to minutter senere på 4-1, begge gange ved Telkijski, var slaget tabt for danskerne.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Hvis du tror, at ulven er jydernes problem, skal du måske tro om igen
-
Obama slår alarm, mens Trump fejrer afgørelse, der vil ændre amerikansk valghandling
-
Salg af lejligheder i københavnsk boligområde kaldes »pinligt og dybt problematisk«
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Da Pia Olsen Dyhr indtog talerstolen, kunne man tydeligt høre, at noget er i gære på Marienborg
-
Da jeg slettede Instagram, stod jeg pludselig med et uforudset problem
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Klumme af Lawand Hiwa Namo
Debatindlæg af Lise Coermann Mathiesen og Rune Baastrup
Kronik af Sofie Risager Villadsen




























