Basketball: Landshold på vågeblus

Lyt til artiklen

Det meget dyre, ulykkelige 'eventyr', Danmarks Basketball-Forbund rodede sig ud i, da man kontraktansatte den aldrende amerikanske eks-stjerne Earvin 'Magic' Johnson som frontfigur i satsningen omkring det udvalgte Magic Great Danes-hold, kan ende på den triste måde, at landsholdsaktiviteterne må sættes på vågeblus eller helt indstilles i et par år. Med en gæld på omkring 2,5 millioner kroner, der skal betales af til Danmarks Idræts-Forbund, hvor pengene er lånt, må DBBF finde besparelser på mange områder, og den fungerende forbundsformand Michael Piloz fra Århus erkender, at bl.a. de to A-landshold for kvinder og mænd meget vel kan blive ramt. »Vi skal nu diskutere på det kommende ekstraordinære repræsentantskabsmøde 24. september, hvordan vi skal spare. Det vil være uheldigt ud fra en rent sportslig betragtning, hvis vi gør det, men kan ikke udelukkes, at vi må beslutte, at vi ikke tilmelder landsholdene til de næste EM-turneringer. Tilmeldingsfristen er 31. december i år«, forklarer Michael Piloz. Kvinder nedlagt Kvindelandsholdet er i øjeblikket i realiteten nedlagt, mens det bedste mandlige landshold skal spille tre kampe i december og yderligere to kampe i januar i den løbende EM-turnering, hvor Danmark ikke har chance for at spille sig i slutrunden. Muligvis bliver det også nødvendigt at skære ned på aktiviteterne for U22-, U18- og U17-landsholdene - medmindre der pludselig dukker en sponsor op, som kan bidrage til, at de økonomiske bånd ikke bliver så stramme, som det lige nu kan se ud til, at de vil blive. Earvin 'Magic' Johnson nåede, af forskellige grunde, kun at spille nogle få kampe på 'sit eget' udvalgte danske hold, så engagementet af ham blev et flop. DBBF fik slet ikke de tv- og sponsor-indtægter, man havde håbet på, og udgifterne til amerikaneren var meget store. Regnskabet for det seneste år i basketballforbundet viste et underskud på 2,5 mio. kr., og DBBF har nu en negativ egenkapital på størrelse med dette underskud. »Hvis ikke DBBF havde solgt rettighederne til deltagelse i den nye sæsons Europa Cup-turnering fra til mesterklubben BF Copenhagen, ville underskuddet have været én million større«, forklarer Michael Piloz. Den forhenværende DBBF-formand Helge Homann, der var en af foregangsmændene i 'Magic'-satsningen, er nu formand i BF Copenhagen. Forbundet havde i øvrigt et truende likviditetsproblem før sommerferien. Nu har den siddende bestyrelse med hård hånd lavet en økonomisk genopretningsplan, og budgettet for det kommende år viser et lille overskud. Tilliden retur Der skal ske en effektivisering og strukturændring i forbundet, hvor det kan ende med, at distrikterne nedlægges. Og så peger Michael Piloz i sin beretning til repræsentantskabsmødet på, »at tilliden til hinanden er noget af det centrale, der skal genopbygges i dansk basketball. Et stigende antal projekter er væltet på grund af manglen på tillid«. Michael Piloz, som i første omgang lod sig vælge som Helge Homanns afløser for en periode på tre måneder, er villig til genvalg 24. september. Ligeledes Morten Thomsen, Hørsholm, Jørgen Kvist, Silkeborg, og René Hansen, Hjørring, er klar til at fortsætte arbejdet i DBBF-bestyrelsen. Og rent sportsligt: Der er i weekenden premiere i den bedste mandlige række, hvor BF Copenhagen starter som guldfavorit. Mesterholdet har netop vundet en turnering i Norrköping, og den nye amerikaner Adrian Smith har vist sig som en god forstærkning. BF Copenhagen starter i begyndelsen af næste måned i Europa Cuppen - på den plads, som DBBF havde til det nu nedlagte Magic Great Danes-hold.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her