Fodbold: Rosenborgs skræmmende statistik

Lyt til artiklen

For Rosenborg-træneren Nils Arne Eggen er deltagelsen i den europæiske mesterliga i fodbold, Champions League, en dessert hvert eneste år. Hovedretten er at vinde den hjemlige Tippeligaen, har han udtalt mange gange. Det kan nordmanden sagtens sige, for mens Brøndby har god brug for pengene, har Rosenborg en så solid økonomi, at den norske mesterklub sagtens kan klare at stå uden for det fineste europæiske selskab et år eller to. For Brøndby vil Champions League-spil være en herlig hovedret. Men i de seneste syv sæsoner har Eggen og hans hold altså nydt desserten, Champions League, med stor velbehag. De sportslige udfordringer har været spændende og store, og millionerne er 'fosset' ind i den bugnende klubkasse. Kun en eneste gang, i 1999, var Rosenborg direkte kvalificeret til Champions League. De seks andre gange har de stærke nordmænd spillet sig ind i millionslutspillet med en samlet sejr over to kampe i tredje kvalifikationsrunde. Selvtillid i top Det er en noget skræmmende statistik, Rosenborg kan fremvise over for Brøndby, der for to uger siden blev slået 1-0 på Lerkendal i Trondheim - og Rosenborg-truppen kommer til Danmark tirsdag med selvtilliden i top efter syv seriesejre på stribe i Tippeligaen og en masse godt spil, langt bedre end for et par måneder siden, da Rosenborg var langt bagefter Lyn (Steven Lustüs klub) i Norges bedste række. På det seneste har den erfarne midtstopper Erik Hoftun været en dominerende hovedrolleindehaver på Rosenborg-holdet, og Åge Hareide, den tidligere Brøndby- og kommende Rosenborg-træner, forventer, at Erik Hoftun i dag bliver udtaget til Norges landsholdstrup til EM-kampen mod Danmark i Oslo 7. september. Da nordmændene i onsdags blev slået 1-0 af Holland i en venskabskamp, var der tre fra Rosenborg med i truppen, backen Christer Basma, offensivspilleren Roar Strand og midterangriberen Frode Johnsen. Erfaren spiller Erik Hoftun har i øvrigt spillet 329 kampe for Rosenborg, Road Strand 416. Åge Hareide er med i Rosenborg-rejseselskabet tirsdag, og han skal gense Brøndby Stadion, når Rosenborg-spillerne træner tirsdag aften. »Det er Brøndby, der skal skabe kampen, og nøglen til Rosenborgs samlede sejr er et udebanemål. Det bliver spændende, men jeg ser Rosenborg som svag favorit til at vinde Champions League-billetterne«, siger Åge Hareide. Brøndbytruppen trænede mandag formiddag for første gang siden 1-2-skuffelsen mod FC København i Parken. Forsvarsspilleren Allan Ravn er klar igen efter en skadespause, mens kantspilleren Thomas Lindrup stod over på grund af en fodskade, og det er ikke sikkert, at Lindrup når at blive klar til kampen onsdag aften (kl. 20.45).

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her