Cykling: Sadlens topscorer vandt igen

Lyt til artiklen

Efter forrige uges skuffelse i Post Danmark Rundt, da drømmene om en samlet topplacering knustes allerede på førstedagen, var 32-årige Jørgen Bo Petersen søndag atter tilbage i den succesrolle, der har fremhævet ham som den hjemlige cykelsports topscorer af verdensranglistepoint i denne sæson. I det tyske kategori 1.3 løb Grand Prix Schwarzwald susede Jørgen Bo Petersen efter et 10 km langt soloudbrud sejrrigt over målstregen med et forspring på 1.13 min. til den nærmeste forfølger, italieneren Leonardo Bertagnoli (Saeco), mens den schweiziske stjerne Alex Zülle (Team Coast) på fjerdepladsen var yderligere 29 sek. bagude, og denne overbevisende præstation udgjorde højdepunktet på en dag, der endnu engang dokumenterede, at EDS-fakta råder over en særdeles slagkraftig trup. For samtidig med begivenheden i Tyskland, hvor det danske 2. divisionsmandskab i tilgift til Jørgen Bos triumf havde Morten Sonne og Manu L'Hoir inde som henholdsvis nr. 9 og 10, leverede holdets svenske duo Magnus Bäcksted-Marcus Ljungqvist med en fjerdeplads et imponerende resultat i den belgiske partidkørsel Grand Prix Eddy Merckx. »Jeg vil tillade mig at sige, at det bestemt ikke er tilfældigt, at vi fik disse opmuntringer. Tidligere på måneden lå vi i træningslejr et par dage i netop det terræn, hvor Grand Prix Schwarzwald kørtes. Og da havde Jørgen Bo lejlighed til at træne på de skrappeste af rutens stigninger. Magnus og Marcus pillede vi ud af Holland Rundt inden sidstedagen, så de fik optimale forberedelser til tempokørslen, og jeg synes, det er fantastisk flot, at de kunne køre sig ind som nr. 4 blandt de 21 par. Og det er da bl.a. lidt af en fjer i hatten, at de sluttede lige foran Lance Armstrong og Vjatjeslav Ekimov. Desværre har vores resultater endnu ikke haft positiv indflydelse på at tilvejebringe de nødvendige sponsormidler, og det er frustrerende, for der er flere aftaler, som jeg meget gerne snart skulle have på plads«, siger sportsdirektør Kim Andersen, der nu lader sine ryttere puste ud til næste weekend, når der igen køres i Tyskland og Belgien. Tre danskere skilte sig ud Jørgen Bo Petersen, Allan Johansen, Morten Sonne og Manu L'Hoir var blandt de 26 ryttere, der efter godt halvdelen af de 193 km skilte sig ud i Grand Prix Schwarzwald. Jørgen Bo angreb på den sidste stigning, og ingen var i stand til at følge ham. Det var hans anden sejr i denne sæson, efter at han for små fire måneder siden slog til på en etape i Circuit des Mines. Allan Johansen styrtede på nedkørslen, men slap med hudafskrabninger. Grand Prix Eddy Merckx havde de to Mapei-talenter Laszlo Bodrogi, Ungarn, og Fabian Cancellara, Schweiz, som vindere med et enkelt sek. foran tyskerne Michael Rich og Uwe Peschel (Gerolsteiner). Sidstnævnte par havde givetvis snuppet sejren, hvis ikke Rich var blevet udsat for maskinskade i den afsluttende fase. Jalabert kæmpede Weekendens største begivenhed på den internationale cykelscene Grand Prix Ouest France på VM-ruten fra 2000 i Bretagne havde CSC Tiscalis Laurent Jalabert som en af de fremtrædende favoritter. Den franske kaptajn kæmpede da også indædt for at afgøre løbet til sin fordel, men måtte i den sidste ende tage til takke med en niendeplads. Det er dog nok til at kunne konstatere, at det største danske cykelhold har været igennem endnu en særdeles indbringende uge, hvad angår point til verdensranglisten. »Laurent prøvede mod slutningen at stikke på de to stigninger, der er på den 14 km lange rundstrækning, men de var simpelthen ikke hårde nok til, at han kunne slippe væk. Alle vidste jo også, hvad han pønsede på, så han fik ikke lov til at foretage sig noget, uden at konkurrenterne straks var over ham. At han så alligevel kunne blive nr. 9 i spurten, viser, hvor opsat han var på at lave noget stort i dette løb. Hans lillebror Nicolas havde været med i dagens lange udbrud, og blev i øvrigt kåret som løbets mest aktive rytter«, siger sportsdirektør Johnny Weltz, der måtte se i øjnene, at Post Danmark Rundt- vinderen Jakob Piil var et godt stykke fra den form, der gjorde ham til frontfigur på de hjemlige landeveje. Piil stod hurtigt af, og Danny Jonasson forsvandt ligeledes ud af billedet. Grand Prix Ouest-France fik en overraskende vinder i englænderen Jeremy Hunt (BigMat), som i spurten henviste australierne Stuart O'Grady og Baden Cooke til de følgende pladser.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her