Cykling: Danmark igen blandt verdens ti bedste nationer

Lyt til artiklen

For første gang siden 10. juni sidste år er Danmark atter at finde blandt verdens 10 bedste cykelnationer. Men glæden over den kendsgerning har en bitter eftersmag, idet meldingen om avancementet kom nøjagtig tre dage for sent til at få indflydelse på tildelingen af adgangskort til årets verdensmesterskaber i Belgien. Skæringsdatoen i den sammenhæng var 15. august, og på det tidspunkt lå Danmark endnu som nr. 11. Jakob Piils styrkedemonstration på de hjemlige landeveje og Michael Rasmussens præstationer i Burgos Rundt har imidlertid bevirket, at Danmark på den verdensrangliste, der er dateret 18. august, men som først offentliggjordes sent mandag aften, har passeret Rusland og nu indtager tiendepladsen. Selv om det ikke ændrer på, at kun otte mand kan trække i den rødhvide landsholdstrikot ved VM midt i oktober mod 12, hvis positionen var sikret tre dage tidligere, er det yderst vigtigt at fastholde eller forbedre den aktuelle status, for placeringen på verdensranglisten har også betydning for den individuelle pointkvote, der er til rådighed ved de årlige nationale mesterskaber. Forskel på sejrene De fem bedste lande tildeles den største portion, de følgende fem den næststørste, mens Danmark, for første gang siden systemet indførtes, i denne sæson var at finde i tredje kategori, hvilket rent konkret medførte, at Michael Sandstød for sin sejr i linjeløbet blev godskrevet 60 point, mens Jakob Piils DM-titel sidste år var 80 værd. I den forbindelse er det nationsranglisten ved sæsonens start, som er afgørende, og det er de 10 bedst placerede rytteres point i det individuelle hierarki, der tæller i det regnskab. Nogle vil utvivlsomt mene, at Danmarks Cykle Union i jagten på den fulde VM-repræsentation er blevet udsat for en slags nemesis, eftersom den rytter, ledelsen tilsyneladende aldrig vil tilgive, selv om han længst har udstået sin straf, Claus Michael Møller, er den største bidrag-yder til den danske konto. Han er nemlig efter sejren i Portugal Rundt avanceret til 43.-pladsen og fremstår dermed som den suverænt bedste dansker på verdensranglisten. De øvrige ni, som med deres point har sørget for erobringen af den så væsentlige tiendeplads, er Jørgen Bo Petersen (nr. 125), Lars Michaelsen (145), Jakob Piil (153), Michael Sandstød (156), Michael Blaudzun (187), Lennie Kristensen (189), Frank Høj (207), Michael Rasmussen (280) og Michael Skelde (349). Piils triumf i Post Danmark Rundt sendte ham 90 pladser til vejrs, mens den mest markante højdespringer overhovedet i ranglistens bedre ende er Michael Rasmussen, som inden etapegevinsten på den hårdeste udfordring i Burgos Rundt lå nr. 533. 11.-bedste firmahold Som forudset i Politiken forleden betød den seneste uges overvældende succes for CSC Tiscali, at 11.-pladsen på firmaholdenes rangliste er i hus. Og hvis pointhøsten fortsætter blot tilnærmelsesvis i samme takt, er ny landvinding så absolut inden for rækkevidde. Således er der kun 229 point op til Rabobank, som ligger nr. 8, og for Bjarne Riis-tropperne forekommer det særdeles realistisk, at de tilkæmper sig en position blandt de 10 bedste. Det vil automatisk gøre dem til medlem af den såkaldte Top Club, der har ret til at starte i alle de væsentlige begivenheder på den internationale terminsliste. For EDS-fakta er situationen uforandret. Kim Andersens gutter bliver på førstepladsen i 2. division ved med at holde så klar afstand til rivalerne, at det er hævet over enhver tvivl, at de erhverver retten til at lege med i det fornemste selskab næste år. De to bedste hold rykker op, og i øjeblikket har EDS-fakta et forspring på 1.219 point til nr. 3, Landbouwkrediet. Fremgang i Danmark Bemærkelsesværdigt er det også at se den opblomstring, der sker med en række ryttere, når de slutter sig til EDS-fakta. Holdets to bedste på den individuelle rangliste er nordmanden Kurt-Asle Arvesen og svenskeren Marcus Ljungqvist, der deler 57.-pladsen. Begge valgte at starte karrieren i Italien, uden at det fremkaldte de store jubelstunder. Arvesen, U23-verdensmester fra 1997, lå nr. 516, da han op til 2001 sagde ja til Danmark, og for Ljungqvist, der har været et år længere hos EDS-fakta, gjorde noget tilsvarende sig gældende, idet han var nr. 571, da han skiftede. Begge skandinaver kan ydermere bryste sig af, at de i tiden på det danske mandskab har erhvervet en sikker position som førstemænd i deres respektive hjemlande.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her