På dagen, da den nye landskampsæson - hvor Danmark starter i EM-kvalifikationen mod Norge 7. september og varmer op onsdag i næste uge i Skotland - blev indledt med offentliggørelsen af den første landsholdstrup efter VM-slutrunden, benyttede landstræner Morten Olsen lejligheden til endnu en gang at slå fast, at han bestemt ikke har i sinde at ændre spillestil eller gå på kompromis med sin fodboldopfattelse. I lørdags tog Morten Olsen i Politiken afstand fra Preben Elkjærs kritik, som i korte træk går ud på, at landsholdet bør spille mere kontrapræget og kynisk. Mandag gentog en meget engageret og velforberedt landstræner (uden at nævne sin tidligere landsholdskammerats navn), at EM-holdet på vejen mod slutrunden 2004 i Portugal skal spille og yderligere udvikle den offensive, positive og seværdige stil i et system med faste kantspillere, som var en succes i VM-kvalifikationen. »I to år har vi lagt fundamentet, og vi er egentlig kommet længere, end det var forudset, og nu arbejder vi videre med detaljerne. Det er jo dem, der virkelig pynter på huset«, sagde Morten Olsen - som også følte sig foranlediget til atter at understrege, at han naturligvis, ligesom Preben Elkjær og de fleste andre, mener, at resultaterne, sejrene, er det allervigtigste i fodbold. Frem på ranglisten Han fastslog endnu en gang, at han havde været meget tilfreds med, at VM-holdet havde spillet god fodbold i mange af kvalifikationskampene samtidig med, at resultaterne var i orden, hvad der bl.a. har givet sig udslag i, at Danmark er kravlet højere op på FIFA's verdensrangliste. Morten Olsen noterede, at i et fodboldinteresseret land som Danmark kan der være mange forskellige opfattelser og meninger om, hvordan fodbold skal spilles - og hvilke forventninger der kan stilles til et landshold fra et relativt lille land. Det ser han som en positiv ting. Landstræneren var selv meget tilfreds med, at Danmark i slutrunden kom videre fra den indledende runde som nummer ét i gruppen, hvor danskerne i kampen mod de forsvarende franske verdensmestre indrettede sig mere efter modstanderne end sædvanligt. Resultatet (2-0) var en triumf, men egentlig var Morten Olsen, forstår man nu, noget utilfreds med, at spillet ikke var særlig seværdigt eller smukt at se på, det var 'kun' effektivt. »Der var vitterlig god harmoni og teamspirit i truppen, og vi var fysisk klar«, evaluerede Morten Olsen videre. »Men et par af stamspillerne var ikke spillemæssigt på toppen, og det var ærgerligt, at vi ikke i en hel slutrundekamp som hold kunne ramme formen og vores spillemæssige bedste niveau. I en VM-slutrunde, hvor der ikke er ret stor forskel i styrkeforholdet mellem holdene, handler det meget om dagsformen og om at undgå at lave fejl. I ottendedelsfinalen mod englænderne røg vi ud på grund af personlige fejl, selv om England vist kun havde fire chancer i hele kampen«. Det vigtige fløjspil For Morten Olsen var VM en bekræftelse på, at fløjspillet er meget vigtigt, fordi alle hold er godt organiserede og står kompakt defensivt. Derfor er der brug for at udvikle teknisk gode, boldsikre spillere, der kan udfordre og har stor spilforståelse. Landstræneren fremhævede endvidere, at VM i sommer viste, at holdet er stjernen. »Det er vitterlig holdet, det gælder, og holdet, der vinder kampene«, fastslog han - hvorefter han så, måske lidt selvmodsigende, konstaterede, at det var individualisterne (Ronaldo, Rivaldo og Ronaldinho), der heldigvis, som han bemærkede, sikrede VM-titlen til Brasilien. Morten Olsen glæder sig over, at flere unge spillere - ikke mindst Christian Poulsen og Kasper Bøgelund - fik vist, at de kan være med på højeste, internationale plan, hvor stabilitet er et nøgleord. Det er på stabilitet, man vinder turneringer - som f.eks. EM-kvalifikationen til Portugal- slutrunden. Og Morten Olsen er sikker på, at landsholdets spillestil og system er det rigtige til både at få spillemæssig og resultatmæssig fremgang, og han ser optimistisk på fremtiden for dansk landsholdsfodbold.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Han nægter at lade sig betjene på engelsk, når han går på restaurant i Danmark
-
Ny måling: Danskernes tillid til ét europæisk land er femdoblet
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Rejsebureau om turismen på elsket tropeø: »Det er gået helt bananas«
-
Wegovy, jeg slår op
-
Derfor lukker festival: »Det er sværere i København, end vi havde forventet«
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























