Motorsport: Dansker i særklasse

Lyt til artiklen

I et fænomenalt løb lykkedes det en i særklasse kørende Tom Kristensen at vinde sæsonens anden sejr i den amerikanske Le Mans-serie, da han med sin makker Rinaldo Capello efter tre timers kørsel på Trois- Rivieres i Canada strøg først over målstregen. Det forekom nærmest umuligt, at Tom Kristensen kunne vinde løbet i Canada og dermed forsvare sin samlede førsteplads. Den firedobbelte Le Mans-vinder og Capello startede nemlig helt nede som nummer 20 efter en uheldig kvalifikation. Sømmet i bund Halvvejs inde i tidskørslen kom Tom Kristensen på banen i sin Audi R8 blot for at se sessionen stoppet på grund af et uheld. Den blev ikke siden genoptaget, og danskeren fik derfor ikke lejlighed til at sætte en ordentlig tid. Men da starten gik, trådte Tom Kristensen ganske enkelt sømmet i bund og stormede i bedste Michael Schumacher-stil op gennem feltet uden at kigge sig tilbage. Det var fabelagtig kørsel og en efter en blev konkurrenterne sat til vægs. Hårrejsende duel Snart havde Tom Kristensen fået nærkontakt med Jan Magnussen, der i sin Panoz havde kørt sig op på andenpladsen. Og så leverede de to danske stjerner igen en hårrejsende duel, der ikke er set bedre siden netop de to sidst krydsede klinger for et par uger siden i Washington DC. Det var race på allerhøjeste plan, hvor de skiftedes til at overhale hinanden. Stormløb på førstepladsen Til sidst måtte Magnussen dog strække våben mod den magtfulde Audi, der i hænderne på Tom Kristensen nærmest fløj rundt på den snævre og blot 2,4 kilometer lange gadebane. Senere fik Jan Magnussen problemer med sin Panoz og endte på sjettepladsen. Tom Kristensen fortsatte sit stormløb mod førstepladsen, hvor den anden fabriks-Audi med Emanuele Pirro havde en komfortabel føring. Mod slutningen af løbet havde Tom Kristensen, som på det tidspunkt havde overladt bilen til Rinaldo Capello dog held med en pitstopstrategi, hvor de under en periode med gule flag over hele banen i modsætning til den anden Audi fik skiftet dæk og fyldt benzin på og dermed kom i spidsen, fordi de med friske dæk ganske enkelt kørte hurtigere end søsterbilen. Efter supersejren var det en glad Tom Kristensen, som kunne konstatere, at han stadig fører den amerikanske Le Mans-serie foran Rinaldo Capello - hans forspring er dog skrumpet ind til to point. »Vi var hurtigst set over hele løbet, og at komme helt nede fra 20.-pladsen med en fremragende strategi er flot holdarbejde. Løbets afgørelse var vores beslutning om at skifte dæk, da der var gule flag«, siger Tom Kristensen. 'Enestående præstation' Audis motorsportschef, dr. Wolfgang Ullrich, var også stærkt begejstret for Tom Kristensen og Rinaldo Capellos bedrift. »Det var en enestående præstation. Tom og Rinaldo ydede en excellent indsats«, lød roserne fra dr. Ullrich. Næste afdeling i den amerikanske Le Mans-serie er om 14 dage, hvor der køres på Mosport International Raceway i Canada.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her