Da Jon Dahl Tomasson blev skiftet ud til sidst i AC Milans sidste testkamp, i søndags i Madrid mod Liverpool, tog cheftræner Carlo Ancelotti ham i hånden, smilede bredt og sagde »bravo«. Selv om den danske fodbold-landsholdsspiller brændte en stor chance, spillede han en udmærket kamp på det italienske serie A-mandskab, han lavede Milans enlige mål - og han føler, at han er faldet godt til, og at klubben tror på og satser på ham. Rivaldo en hård konkurrent Det er klart, at med indkøbet af den brasilianske verdensmester Rivaldo er Jon Dahl Tomassons konkurrencesituation blevet besværliggjort. Og selv om Rivaldo, der først startede træningen i Milano tirsdag, givetvis ikke kommer med i den første kvalifikationskamp til Champions League mod tjekkiske Slovan Liberec om en uge, forventer Jon Dahl Tomasson, at han selv skal sidde på bænken mod tjekkerne. »Det vil være naturligt, hvis træneren vælger at spille med Filippo Inzaghi og Andrej Sjevtjenko som de to frontløbere. De spillede på holdet i sidste sæson og skal have chancen igen i den første kamp efter sommerpausen«, siger Jon Dahl Tomasson. 'Træneren kan lide mig' »Det kan jeg sagtens acceptere, for jeg ved, at trænerstaben er begejstret for mig, fordi jeg er en anderledes type spiller end de andre. Jeg kan bruges helt fremme, og jeg kan spille tilbagetrukket. Carlo Ancelotti har sagt, at han er glad for mig, og han bruger meget tid på mig. Det tager jeg som et godt tegn«. »Jeg kan mærke fremgang hele tiden, og jeg ved, at jeg er på vej til at overhale Sjevtjenko. Hvis der skal bruges tre meget offensive spillere på holdet, vil Rivaldo selvfølgelig være nummer ét, Inzaghi vil være nummer to, og indtil nu har Sjevtjenko været nummer tre. Jeg tror, jeg snart er nummer tre«, mener Jon Dahl Tomasson. Hverken han eller de to mere erfarne Milan-danskere, Thomas Helveg og Martin Laursen, kan på nuværende tidspunkt vurdere, hvordan Milan skal spille i den kommende sæson, 4-4-2, 4-3-3 eller en tredje variant som f.eks. 4-2-3-1? De italienske sportsavisers 'eksperter' spekulerer som rasende og skriver meterlange artikler om, hvordan Rivaldo kan bruges på forskellige måder og pladser. 'Jeg skal ikke lejes til nogen' For et par uger siden blev det i en avis nævnt, at Milan ville have Parma-forsvareren Fabio Cannavaro, og så kunne der, blev det foreslået, laves en byttehandel, hvor Jon Dahl Tomasson blev lejet ud til Parma. »Der er fire sportsaviser hernede, og de skal jo finde på noget hver dag. Men selvfølgelig skal jeg ikke lejes ud. Jeg er overbevist om, at Milan kan og vil bruge mig. Forhåbentlig kommer vi ind i Champions League, og der vil blive et meget tæt kampprogram med pokal- og ligakampe i efteråret, hvor træneren vil skifte en del ud for at spare de forskellige spillere, og jeg skal nok få masser af spilletid. Det er jeg helt sikker på«, siger Jon Dahl Tomasson. Overrasket over den hårde træning Han er i øvrigt blevet en lille smule overrasket over, at den fysiske træning er hårdere i en italiensk klub end i hollandske Feyenoord, hvor han kommer fra. Og i Rotterdamklubbens sæsonforberedelser var der mere boldspil end i Milan. »Vi har meget styrketræning, og der er en kæmpestor stab af fysioterapeuter og trænere til at tage sig af os. Det er en meget spændende udfordring, og jeg ser i det hele taget med mange forventninger frem til at spille i den italienske Serie A på et mandskab med større internationale navne, end der var på Feyenoords hold«. Og selv om Jon Dahl Tomasson nu skal slås hårdere for sin plads på klubholdet end i årene i Holland, vil han være en af de sikre, som landstræner Morten Olsen på mandag udtager til Danmarks første landskamp efter VM-slutrunden, Skotland-Danmark i Glasgow 21. august. Det er den eneste testkamp, før der går løs i EM-kvalifikationen mod Norge lørdag 5. september i Oslo.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Han nægter at lade sig betjene på engelsk, når han går på restaurant i Danmark
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Ny måling: Danskernes tillid til ét europæisk land er femdoblet
-
Rejsebureau om turismen på elsket tropeø: »Det er gået helt bananas«
-
Wegovy, jeg slår op
-
Oscarvinder fra danskproduceret dokumentar mister sin statuette
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























