Fodbold: FCK på rette spor

Lyt til artiklen

Det dejlige københavnske sommervejr havde trukket over 8.000 tilskuere ind på tribunerne i Parken, da FC København lørdag spillede sommerens sidste træningskamp mod de belgiske sølvvindere FC Brugge. Det blev til en sikker sejr til københavnerklubben, som har indkøbt forstærkninger i sommerpausen til alle tre kæder, selvom Politiken ved en fejl lørdag kun fik det til to. Nielsen i konstant bevægelse Den svenske angriber Jörgen Pettersson så til fra tribunen, og den tidligere FC Midtjylland-spiller Urmas Rooba sad over, mens Peter Nielsen spillede den første kamp på sin nye hjemmebane siden skiftet fra Mönchengladbach. Peter Nielsen var i konstant bevægelse på midtbanen, men hans afslutninger og de afgørende afleveringer manglede endnu den sidste skarphed i en sommerkamp, hvor FCK'erne i glimt viste det spil, som gjorde dem til i stand til at indhente Brøndbys store føring i forårets udgave af Superligaen. Zivkovic som back FCK startede med midterforsvareren Bora Zivkovic på pladsen som venstre back som erstatning for den skadede Peter Christiansen, der er tvunget til at holde pause efter en knæoperation. FCK har tidligere brugt Bo Svensson og Carsten Fredgaard, og Zivkovic er næppe heller træner Hans Backes førstevalg til pladsen, som er Urmas Roobas foretrukne. Zivkovic havde flere gange placeringsvanskeligheder, og FC Brugges midtbanespillere kom som regel igennem i venstre side af københavnernes forsvar, når det blev til farlige indlæg foran københavnernes mål. Tamme belgiere Rigtig farlige var belgierne nu sjældent. Holdet træder godt nok snart ind i 2. kvalifikationsrunde til Champions League, men især i 1. halvleg virkede det, som om Brugge-spillerne mest havde tankerne på en lørdag aften i frihed. FC København fik efterhånden fint gang i spillet, og det var fortjent, at holdet kunne trække sig ud af kampen med en sejr på 3-1. Lækkert mål Især optakten til holdets tredje mål var seværdig, da først Zuma og siden Thomas Røll lobbede bolden over belgiske forsvarere, inden Peter Møller kunne sparke bolden ind. Træner Hans Backe kan også glæde sig over, at sammenspillet fungerede upåklageligt i forsvaret mellem Bo Svensson, Tomas Antonelius og Martin Albrechtsen, der gjorde det solidt som ankermand i forsvaret. Rytmen forsvandt Københavnerne skiftede Carsten Fredgaard og Morten Bisgaard ind i stedet for Peter Nielsen og Thomas Røll. Lønstrup rykkede ind på midten som afløser for Peter Nielsen, og Bisgaard fik pladsen på højre midtbane. Det gavnede nu ikke FCK's spil, som i det meste af 2. halvleg manglede rytme. Det gjorde det ikke bedre, at midbanegeneralen Erik Mykland blev erstattet af Hjalte Nørregaard, som ellers gjorde det udmærket i det sidste kvarter af kampen. Pettersson imponeret FC Københavns seneste indkøb, den svenske angriber Jörgen Pettersson, så sine nye holdkammerater i kamp for første gang, og han var tilfreds med synet. »De spiller offensiv fodbold, de vil gerne fremad, og de har et godt kombinationsspil. Rent kollektivt ser det godt ud, og nr. 10 er en dygtig spiller«, konstaterede Pettersson med henvisning til kampens bedste spiller, Sibusiso Zuma. »Jeg tror, vi vil fungere godt sammen. Vi er meget teknisk anlagt begge to, og det er min stærke side at spille bolden rundt«, vurderede svenskeren. Hvis Zuma fortsætter takterne fra lørdag, og Pettersson kan give ham lidt mere støtte i angrebet, end Peter Møller var i stand til, går 11 forsvar i Superligaen nogle svære kampe i møde. Jörgen Pettersson skal dog formentlig lige bruge nogle uger på at ramme storformen. Han starter først mandag træningen i FCK efter fem ugers sommerferie.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her