Fodbold: Mesterskabet er målet

Lyt til artiklen

Det er ikke de store overraskelser, som bobler i kogegryden hos FC København op til den ny sæson i Superligaen. Cheftræner Hans Backe mener, at opskriften på succes er at spille som københavnerne gjorde i foråret, da det i 14 kampe blev til 11 sejre og tre gange uafgjort. »Vi prøver hele tiden at repetere og blive mere sikre på vores spillemåde. Kan vi spille som i foråret, så er jeg meget tilfreds, for så behøver vi ingen udvikling. Men jeg er ikke sikker på, at vi kan gøre det. Vi havde så godt et forår, at det vel kun var FCK og Arsenal, som havde så gode resultater i Europa. Det tror jeg ikke, vi oplever igen«, siger Hans Backe. Trænerens planer om at bruge klubbens træningskampe til at få »automatismerne« - som han siger - på plads, har fået et lille tilbageslag med meldingen om, at Peter Christiansen ikke kan spille fodbold igen før om 3-4 uger. Venstrebacken skal i dag have lavet en grundig undersøgelse i knæet af en gammel korsbåndsskade, som efter al sandsynlighed samler brusk og derfor bliver ved at irritere den 26-årige forsvarer. Middelmådig træningskamp Da FC København i weekenden spillede træningskamp i Norge mod landsholdsspilleren Steven Lustüs klub Lyn, spillede Bo Svensson back i stedet for, og Bora Zivkovic gled ind på Svenssons plads i midterforsvaret. Kampen sluttede 2-2 efter en noget middelmådig affære, hvor FCK dog ifølge Hans Backe fik spillet sig op i 2. halvleg. Angriberen Peter Møller fik en flænge i hovedet og er blevet syet, men han er formentlig klar til at heade til bolde igen om en uges tid. Mange muligheder Backe vil endnu ikke ud med idealopstillingen på holdet, hvor især midtbanepladserne må give træneren positive hovedbrud. I kampen mod Lyn, som i øjeblikket er det bedste hold i den norske liga, brugte han nærmest alle muligheder. Christian Lønstrup og Thomas Røll spillede på kanterne med Erik Mykland og Peter Nielsen på midten, inden Carsten Fredgaard og Morten Bisgaard overtog fløjtjanserne, og Christian Lønstrup rykkede på midten i stedet for Peter Nielsen, som netop kommet til klubben fra tyske Mönchengladbach. »Det kommer til at gå meget godt, men det er ikke overraskende. Han har meget erfaring og er en god fodboldspiller. Han kender skandinavisk fodbold, så det er let at få ham spillet ind, og han skal nok spille på den centrale midtbane. Men nu får vi se i kampene«, siger Hans Backe. To træningskampe tilbage FCK har to træningskampe tilbage, inden det går løs i Superligaen 28. juli. Tirsdag er modstanderen i Helsingør den engelske 1.-divisionsklub Sheffield Wednesday, og lørdag kommer besøg fra Belgien, når FC Brügge lægger vejen forbi Parken. 'Løverne' skal møde endnu en udenlandsk klub, når georgiske Lokomotiv Tbilisi 15. august stiller op til første kamp i kvalifikationen til UEFA Cuppen, men Hans Backe understreger, at det danske mesterskab har førsteprioritet. »Vi har ingen decideret målsætning i Europa. Vi tager én kamp ad gangen, for succes i Europa har meget med lodtrækning at gøre. Det er selvfølgelig vigtigt, men Superligaen vil altid have højeste prioritet«, siger træneren.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her