Fodbold: Stortalent for dyr

Lyt til artiklen

Mesterholdet Brøndbys direktør Per Bjerregaard bekræftede tirsdag i Barsinghausen ved Hannover, hvor cheftræner Michael Laudrup har samlet sin superligatrup i det tyske fodboldforbunds regionalcenter, at han har rettet en uformel henvendelse til AaB med henblik på at overtage den nordjyske klubs unge midtbanespiller Michael Silberbauer. Men AaB's økonomiske krav var af en sådan størrelsesorden, at samtalen hurtigt kom til at dreje sig om noget helt andet. Skræmmende høj pris Politiken kunne tisdag oplyse, at AaB efter sigende har sat prisen på den bare 21-årige Michael Silberbauer så skræmmende højt - 30 millioner kroner - at ingen danske klubber vil kunne byde på ham. »AaB er tilsyneladende slet ikke interesseret i at sælge Silberbauer. 30 millioner kroner vil vi i hvert fald aldrig risikere at binde i én spiller«, siger Per Bjerregaard. Han kommer således ikke - medmindre AaB skifter signaler - til at opfylde sin cheftræners formentlig hedeste spillerønske forud for den nye sæson. Brøndbydirektøren sluttede sig tirsdag atter til truppen i Barsinghausen efter at have været hjemme i Danmark for at tale fremtidsmuligheder med de af klubbens kontraktspillere, der var med i den bedste trup i mesterskabssæsonen, men som Michael Laudrup og hans assistenttræner John 'Faxe' Jensen ikke har i sinde at bruge. Brøndby regner med at kunne sælge et par af spillerne, eksempelvis svenske Magnus Svensson, mens resten synes at være indstillet på at tage imod nogle af de lejetilbud, der allerede er indløbet fra interesserede klubber. Bedre med færre Brøndbys eneste reelle nyindkøbte spiller i sommerpausen, Morten Wieghorst fra Celtic, er vendt hjem efter 10 år i skotsk fodbold. Og han er glad for Michael Laudrups gennemførte beslutning om at reducere superliga-truppen til 23 spillere. »Det er det eneste rigtige. Jeg må sige, at jeg var noget rystet, da jeg hørte, at Brøndby i den forgangne sæson havde en trup på 34-35 spillere«. »Det svarer jo til næsten tre hold, og det betyder, at der er hele to hold, der ikke spiller. Det giver alt for mange skuffede spillere, og det præger stemningen på en dårlig måde. 23-24 i en fuldtidstrup er ideelt, det giver et langt bedre overblik for trænerparret og en højere kvalitet i arbejdet«, siger Morten Wieghorst. Intens træning »Jeg kan fornemme, at de to nye trænere har skabt en høj grad af entusiasme blandt de udvalgte spillere. Træningen er meget intens her i Tyskland, og den har været hård, fordi den ikke har budt på hviledage - men den har også været målrettet og udbytterig«. Morten Wieghorst får en central rolle på Brøndbys midtbane foran Per Nielsen, der bliver 'alene' i midterforsvaret. »Det ser ud til, at vores udgangspunkt bliver en 3-4-3-opstilling. Den er jeg ikke vant til, og det samme er tilfældet for mange andre spillere, men heldigvis har Laudrup den holdning, at det ikke er talkombinationen, der er vigtig, men selve organisationen på holdet og opgavefordelingen«. »Vi skal være spilstyrende, og det vil komme til at kræve hårdt arbejde af alle på holdet«, siger Morten Wieghorst.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her