Cykling: Den spanske armada

Lyt til artiklen

At den tidligere holdkammerat Tyler Hamilton kan blive en af de farligste rivaler for den tredobbelte Tour de France-vinder Lance Armstrong, var gået op for mændene bag den fænomenale US Postal-kaptajn, længe inde Bjarne Riis i går i Politiken tilkendegav, at hans amerikanske trumfkort tilsyneladende er i superform. I et interview med cyclingnews.com omtaler Armstrongs mangeårige personlige træner og nære ven Chris Carmichael således Hamilton som den første, da han bliver bedt om en vurdering af de formodede andre topnavne i Touren. »Efter andenpladsen i Giro dItalia er Tyler helt afgjort at betragte som en farlig konkurrent«, fastslår Carmichael, der desuden peger på de bedste spanske ryttere med Onces Joseba Beloki og Kelmes Oscar Sevilla i spidsen som fremtrædende udfordrere. Ingen reel bekymring På intet tidspunkt giver Carmichael imidlertid udtryk for reel bekymring på Armstrongs vegne, fordi han vurderer den 30-årige texaner til at være på toppen af sin ydeevne, når det går løs på lørdag. Men Carmichael fastslår dog, at der er en markant ændring i betingelserne i forhold til de foregående år. Da vidste Armstrong nemlig, at han først og fremmest skulle passe på Jan Ullrich og Marco Pantani. Som Carmichael ser den aktuelle situation, kan der gå en rum tid, før det står klart, hvilke ryttere Armstrong først og fremmest skal koncentrere sig om som modstandere. De spanske mandskaber I øvrigt synes den amerikanske træner at have fuldstændig ret, når han generelt peger på de spanske mandskaber som en trussel. Både Kelme, Once og Ibanesto.com er udstyret med ryttere, der har podium-potentiale, og Euskaltel har tidligere demonstreret Tour-styrke. Sidste år besatte holdene fra den iberiske halvø fem af Top 10-pladserne, og det bliver næppe ringere denne gang. Once relancerer nr. 3 og 5 fra 2001 Joseba Beloki og Igor Gonzalez de Galdeano, og specielt sidstnævnte har imponeret i den seneste tid. Her vil Abraham Olano, der netop har proklameret, at han kører sin sidste sæson, være henvist til en hjælperrolle. Kelme har sidste års nr. 2 i Vueltaen Oscar Sevilla som sin førstemand og efter en sen sæsonstart i april, er han nu oppe i de rette omdrejninger. Det mest spændende af de spanske hold forekommer Ibanesto.com at være, og den vurdering knyttes til den kendsgerning, at holdet i forhold til så mange andre er bygget op om en ung kerne. Menchov imponerer Den 24-årige russer Denis Menchov vandt således Tour de lAvenir sidste år og imponerede for nylig i Dauphiné Libéré. Unai Osa, 27 år, har også stået øverst på sejrsskamlen i Tour de l'Avenir, i 1999, Francisco Mancebo, 26, blev nr. 2 i Tourens ungdomskonkurrence for et år siden, og Santiago Blanco, 28, har i adskillige sæsoner været betragtet som et af spansk cykelsports største håb uden dog helt at kunne indfri forventningerne. Han meldtes i øvrigt voldsomt medtaget efter et styrt i søndagens nationale mesterskab, men da Ibanesto.com i går bekendtgjorde den endelige trup, var han med, mens der ikke blev plads til en anden af de unge løver, den 23- årige tempospecialist Ivan Gutierrez. Gårsdagen bød også på en anden ændring i det foreløbige felt, idet franske AG2R slettede 29-årige Laurent Paumier af listen og erstattede ham med Thierry Loder. Paumier var ellers erhvervet for ganske nylig fra 2. divisionsholdet Saint Quentin-Oktos netop med henblik på Touren. Uverensstemmelse mellem regler I Grand Prix Midi Libre i slutningen af maj noteredes han for en flot etapesejr, men den efterfølgende dopingprøve viste spor af kortikoider, som står på den forbudte liste i Frankrig. Det gør de imidlertid siden 1. maj ikke hos den internationale cykelunion, når de vel at mærke indgår i en lægeordineret behandling. En sådan var Paumier i gang med på det skæbnesvangre tidspunkt, men det hjælper ham næppe i hjemlandet, hvor han står til udelukkelse. Og det er i øvrigt en sag, som viser, at der på grund af uoverensstemmelsen mellem de franske og de internationale regler kan opstå problemer på det punkt under Touren.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad
Fylder engelske ord for meget i dansk?

Christian synes, at »det ville være über fedt, hvis TV2 lod ’news’ hedde ’Nyheder’«. Jörg skriver, at sprog »ikke kan styres«, mens Jens Oluf mener, at mange mennesker og især de unge »dybest set er ligeglade«. Hvad mener du?

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her