Når Michael Blaudzun fredag eftermiddag stiller op for at forsvare sit danske mesterskab i enkeltstart, sker det i en sindsstemning, som meget vel kan få skæbnesvangre følger for hans muligheder for at gentage sidste sæsons succes. For i den 29-årige jydes indre ulmer en eksplosiv psykisk cocktail blandet af vrede, skuffelse og overraskelse efter meldingen om, at han ikke er blandt de ni, der skal repræsentere CSC Tiscali i Tour de France. Ud i kulden Rundt om de tre kaptajner Laurent Jalabert, Tyler Hamilton og Carlos Sastre har det danske professionelle cykelmandskabs boss Bjarne Riis nemlig valgt at gruppere Nicki Sørensen, Jakob Piil, Michael Sandstød, Paul van Hyfte, Arvis Piziks og Andrea Peron, mens Blaudzun og Nicolas Jalabert, som af mange ansås for givne deltagere, røg ud i kulden. »Det kom som et chok for mig, da jeg fik beskeden onsdag eftermiddag, mens jeg stod og ventede på min bagage i Billund lufthavn. Jeg var lige vendt hjem fra etapeløbet Route du Sud, hvor jeg egentlig syntes, jeg havde gjort et godt stykke arbejde, og der blev nok sparket til et par ting, for jeg var virkelig rasende, da samtalen var forbi«. »Jeg synes, jeg har kæmpet hårdt for at komme tilbage efter diverse skader, og netop som alt ser ud til at bevæge sig i den rigtige retning, får jeg denne dukkert. Jeg vidste da godt, at jeg ikke hørte til de absolut sikre på holdet, men jeg havde bestemt ikke på fornemmelsen, at der ikke skulle blive plads til mig på en af de sidste pladser«, sagde Michael Blaudzun. Alt lagt til rette »Alt har været tilrettelagt med henblik på Touren, og hvilke nye mål, jeg nu skal sætte mig, kan jeg slet ikke overskue«, sagde Michael Blaudzun torsdag ved middagstid, inden han begav sig ud på den afsluttende træningstur på de vindblæste jyske landeveje. »Hvordan Tour-udtagelsen påvirker min kørsel i dag, kan jeg heller ikke vurdere. Selvfølgelig er der den mulighed, at jeg fyrer en fantastisk præstation af for at vise, hvor uretfærdigt, jeg er blevet behandlet. Men jeg er bange for at, at det ikke bliver den reaktion, som gør sig gældende, for lige nu er jeg meget træt af det hele«. Kun tre danskere i Touren Med nomineringen af Tour-truppen, som udelukkende ændres, hvis der skulle indtræffe uforudsete hændelser op til starten 6. juli i Luxembourg, er det en kendsgerning, at kun tre danskere skal optræde i verdens største cykelshow. Et tilsvarende antal noteredes i 1999 - Lars Michaelsen, Peter Meinert og Bo Hamburger med førstnævnte som eneste fuldførende - men ellers er så beskeden en repræsentation ikke registreret siden 1986, da Jørgen V. Pedersen var eneste dansker og jo gjorde det fortrinligt med fem dage i den gule førertrøje. »Jeg har længe overvejet, hvordan truppen skulle sammensættes, og jeg er fuldstændig klar over, at der er nogle stykker, som er meget skuffede. Men jeg synes, vi har fundet frem til et slagkraftigt mandskab, hvor det altafgørende bliver at bakke op om de tre kaptajner Jalabert, Hamilton og Sastre. De andre får deres chance undervejs, men det handler først og fremmest om at give Jalabert optimale muligheder for etapesejre i den indledende fase og sørge for at beskytte Hamilton og Sastre mest muligt frem til bjergene, hvor de så skal kæmpe for klassementet«, fastslår Bjarne Riis. Tre gengangere I forhold til sidste års trup er der kun tre gengangere - Jalabert, Nicki Sørensen og Piil - mens overraskelserne for undertegnede er Peron og Piziks. Sidstnævnte har haft et meget svagt forår, men der satses åbenbart på, at han netop nu er stærkt på vej frem. Peron er en solid mand, men det kommer uventet, at han efter et godt Giro d'Italia også skal være med til at trække læsset i Touren. I dagens DM-enkeltstart skulle det ikke undre, om Michael Sandstød genoptager den sejrsserie, som indledtes i 1997, men blev afbrudt sidste år på grund af det alvorlige styrt i USA. Blaudzun befinder sig i outsiderfeltet sammen med blandt andre Jørgen Bo Petersen, Frank Høj, Bekim Christensen og Bjarke Nielsen.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Han nægter at lade sig betjene på engelsk, når han går på restaurant i Danmark
-
Ny måling: Danskernes tillid til ét europæisk land er femdoblet
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Rejsebureau om turismen på elsket tropeø: »Det er gået helt bananas«
-
Wegovy, jeg slår op
-
Derfor lukker festival: »Det er sværere i København, end vi havde forventet«
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























