Motorsport: Krise hos Magnussen

Lyt til artiklen

Selvom Jan Magnussen var sit sædvanlige storgrinende jeg, så kunne han ikke skjule sin frustration efter et krisemøde med Panoz-teamets ingeniører før årets store udfordring - 24-timersløbet Le Mans. Magnussen og hans medkørere David Brabham og Bryan Herta var utilfredse med ingeniørerne, som ville sætte bilen op stik mod kørernes ønsker. »Det er ikke den bedste start«, lyder det fra Magnussen, mens bossen Don Panoz - en af verdens rigeste mænd - ubekymret luskede rundt i baggrunden. Den tidligere danske Formel 1-kører kunne berette, at hans amerikanske team var kommet for langt bagud i forhold til konkurrenterne, fordi bilen ikke var blevet testet i tilstrækkelig grad. »Der kommer hele tiden nye dele, som vi ikke får testet, og der bliver taget for mange forhastede beslutninger. Det materiale, du kører med til prekvalifikationen i maj, ændrer du ikke på til løbet. Vi har ændret meget«, siger Magnussen. Nu er Panoz gået tilbage til den opsætning af bilen, som kørerne ved har virket tidligere, for som Jan Magnussen siger »så er der ingen grund til at opfinde den dybe tallerken igen«. Måtte stampe i gulvet Han finder det unødvendigt, at kørerne i den grad har været nødt til at stampe i gulvet, før ingeniørerne har bøjet sig. Det er aftalt med Brabham og Herta, at Jan Magnussen starter løbet i Panoz nr. 11, og dermed er danskeren sikker på at komme ud og køre. Både danskeren og alle andre omkring det amerikanske team, er nemlig usikre på, om den batmobil-lignende racer kan tåle de 24 timers strabadser. »Det længste vi har kørt, er 2,45 timer, da vi vandt på Sears Point for nylig. Efter løbet skulle vi have testet på en gammel luftbase og simuleret omgangene på Le Mans, men banen ødelagde bilen, så det måtte vi droppe«, fortæller Magnussen. Bedre end sidste år Sidste år kom Magnussen og co. ikke gennem det franske langdistanceløb, men den 29-årige dansker tror mulighederne er lidt bedre i år. Han har i hvert ikke taget sine golfkøller med fra hjemme i Gainesville, Georgia, denne gang. »Bilen er bedre end sidste år, og vi er her helt klart for at komme igennem«, lyder det fra Jan Magnussen med den rette fighterindstilling. Ligesom alle andre racerkørere er Jan Magnussen udmærket klar over, at et løb ikke vindes udelukkende på dygtighed, men også ved hjælp af en portion held - som det var tilfældet på Sears Point. I første omgang gælder det om at gennemføre. »For et par år siden var der et japansk team, der havde leaset en Panoz. De kørte konstant 10-15 sekunder langsommere end os, men sluttede alligevel på en femteplads, fordi de gennemførte løbet«, fortæller Jan Magnussen. Han har fået karrieren tilbage på rette spor efter det mislykkede Formel 1- eventyr sidst i 1990erne, og fra flere sider roses det danske naturtalent til skyerne for sin kørsel, der af eksperter betegnes som outstanding. I den forbindelse priser Jan Magnussen sig lykkelig for, at han ikke for alvor kom ind i varmen i den amerikanske ChampCar-serie - USAs svar på Formel 1 - der nu er ved at smuldre. Stiller op for Peugeot Udover sit engagement hos Panoz og i den amerikanske Le Mans-serie kører Magnussen også med om det danske DTC-mesterskab, hvor han stiller op for Peugeot. Han har fået sin kalender til at passe så godt sammen, at han dukker op til syv ud af otte afdelinger. Kun når DTC gæster den svenske Knutstorp-bane, bliver det uden Jan Magnussen. Senere på året skal den hurtige dansker også have fundet en ledig dato, når han bliver smedet i hymens lænker med kæresten Christina.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her