Det har ikke alene vakt harme hos en række specialforbund, at Danmarks Idræts-Forbund (DIF) har brugt mere end to mio. kr. på den meget kritiserede elite-rapport, den såkaldte KPMG-rapport, om eliteidrætten i Danmark. Det har også vakt harme, at Danmarks største idrætsforbund ikke budgetterede med rapporten endsige informerede specialforbundene på budgetmødet. Nu bliver bestyrelsen i DIF bedt om at forklare sig. Det er formanden for Dansk Forening for Rosport (DFfR), Morten Espersen, som også har opfordret DIF's bestyrelse til at trække elite- rapporten tilbage, der vil have klar besked. »Jeg vil bede om en forklaring på, hvordan man kan budgettere med et rent 0 kr., når undersøgelsen allerede var i gang«, spørger Morten Espersen blandt andet i et brev sendt til DIF's bestyrelse. Utilfredse formænd Roforbundets formand er udmærket klar over, at DIF's bestyrelse er i sin gode ret til at tage beslutning om, hvad man vil bruge penge på. »Men de begår en fejl, når de ikke fortæller, hvorfor de ikke har budgetteret med rapporten. Og de har haft rig mulighed til at gøre det. På budgetmødet må de jo have vidst, hvad den ville koste«, siger Morten Espersen og gætter på, at man valgte at tie for at undgå et ramaskrig fra forbundene. Jesper Worre, direktør i Danmarks Cykle Union (DCU), er heller ikke tilfreds. »Problemet er, at de fremlægger et budget, hvor rapporten ikke fremgår, men på et tidspunkt hvor de ved, at beløbet skal bruges. Hvorfor informerer de ikke om det på budgetmødet? Det må være et valg, de har taget«, siger Jesper Worre, der er skarp i sin kritik. »Det er manglende respekt for demokratiet i DIF, at ingen har hørt om det her«, siger han. Holm: Hensættelser finansierede DIF's formand, Kai Holm, sagde for nylig til B.T., at pengene til rapporten er taget fra hensættelser til de olympiske lege 2004 i Athen. »Dér havde vi afsat for mange penge på budgettet 2001. De penge ville specialforbundene alligevel ikke have fået som tilskud fra DIF«, fastslog Kai Holm. Den udtalelse vækker stor forundring hos specialforbundene. »At man hiver et par millioner ud er en form for manglende respekt for det demokrati, der er i DIF. Man hiver penge ud af en pulje, der skulle bruges til OL 2004, og som man siger alligevel ikke ville komme tilbage til specialforbundene. Så er man jo lige ved at glemme, at man er moderforbund for 56 specialforbund«, siger Jesper Worre og fortsætter: »Det er udtryk for en arrogance over for forbundene. DIF's penge er specialforbundenes penge. Og det synes jeg, at Kai Holm glemmer i nogle af sine udtalelser. Der er en grund til, at man holder budgetmøde«. Og hvorfor skulle pengene alligevel ikke gå til specialforbundene, spørger Henrik Kielland, der er formand for Dansk Vandski Forbund (DVSF). »Jeg ved godt, at der er sat et vist antal mio. af til specialforbundene, men der er ikke noget i vejen for, at man laver en omfordeling, hvis der er penge tilovers«, mener han. Specialforbund blev informeret Både Kai Holm og DIF's direktør, Karl Christian Koch, siger, at man på budgetmødet informerede specialforbundene, uden at det affødte spørgsmål fra forbundene. Da Politiken spørger Kai Holm, hvorfor pengene er blevet taget fra en OL-konto, svarer han: »Det er et valg, som bestyrelsen har gjort, og det har de oplyst over for specialforbundene«. Men hvorfor har man taget fra den pulje? »Du kan tage, hvorfra du vil. Det er fuldstændig ligegyldigt. I den sidste ende går det jo fra den samme kasse. Hovedsagen er, at specialforbundene er gjort bekendt med det. Hvad rapporten koster, og hvor pengene bliver taget fra«, siger Kai Holm og slår fast, at de fik besked på budgetmødet. Svar efter nyt bestyrelsesmøde På DIF's årsmøde for tre uger siden blev der stillet forslag om, at repræsentantskabet og ikke som nu bestyrelsen skal godkende budgettet. Men det forslag blev nedstemt, hvilket Karl Christian Koch gør opmærksom på. Morten Espersen kan forvente svar på sit spørgsmål, efter at DIF i juni har holdt sit næste bestyrelsesmøde.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Han nægter at lade sig betjene på engelsk, når han går på restaurant i Danmark
-
Ny måling: Danskernes tillid til ét europæisk land er femdoblet
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Rejsebureau om turismen på elsket tropeø: »Det er gået helt bananas«
-
Wegovy, jeg slår op
-
Derfor lukker festival: »Det er sværere i København, end vi havde forventet«
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























