Champagnen ligger på køl en uge endnu, men stemningen i Farums omklædningsrum efter 4-1 sejren på udebane over Frem osede af oprykningsjubel, og det er da også kun rent teoretisk, der kan sås tvivl om, at den succes- og stormombruste nordsjællandske fodboldklub fra næste år er at finde i Superligaen. Inden de fire sidste kampe i 1. division er Farum 12 point og 23 mål foran HFK Sønderjylland på tredjepladsen, så eksborgmester Peter Brixtoftes yndlinge skal slå en enorm kolbøtte i deres udfoldelsesniveau her mod slutningen af sæsonen, hvis avancementet skal glippe. Og deres begejstringstilkendegivelser straks efter sidste dommerfløjt, som også omfattede varme knus til den tidligere så generøse kommunale velynder, indikerede da også klart, at de føler, årets mål er nået. Brixtofte, der søndag havde taget opstilling på solsiden i Valby Idrætspark blandt de mest inkarnerede, bannerviftende Farum-tilhængere, kunne sammen med de øvrige 2.453 tilskuere konstatere, at der ikke var optræk til antydningen af præstationsangst hos gæsterne. Og da de i løbet af 42 minutter havde bragt sig foran 3-0, var der lagt en solid grund til den overbevisende triumf. Måske kunne der være skabt lidt mere spænding i matchen, hvis Frems og 1. divisions topscorer Mirko Selak havde udnyttet to kæmpechancer indenfor de første fem minutter af 2. halvleg, men han misbrugte på det groveste. Og det gjorde han sådan set også umiddelbart efter, men da stod Rasmus Jørgensen klar til at tage over. Reduceringen til 1-3 bragte dog aldrig noget nyt element ind i kampen - Frem havde en del spil, men der lukkedes fornuftigt af i de bagerste rækker, og da den tidligere Frem-spiller Poul Hübbertz med en halv time tilbage scorede sit andet mål udraderes den sidste rest af tvivl. Fortrøstningsfuld træner »Jeg var nu forholdsvis sikker på, vi ville vinde, allerede da vi kom foran 1- 0. Vi spillede ganske vist skidt de første 10 min., men efter scoringen fungerede det godt, og med vort meget sikre forsvar, var jeg ikke nervøs. Kampen leverede også bevis på, at der trods den seneste tids postyr omkring Farum fortsat er et stærkt sammenhold i truppen, og jeg har da heller ikke udenfor banen på noget tidspunkt haft fornemmelsen af, at der skulle være vaklen i geledderne«, siger træner Christian Andersen, hvis kontrakt løbet i endnu halvandet år, og uanset den forløbne uges rygter om, at han skulle være på vej væk, regner han fuldt og fast med at styre tropperne også efter oprykningen. »Efter de superliga-kampe, jeg har set i denne sæson, mener jeg, der er seks klubber, vi har mulighed for at slå. Men som for alle andre nye hold gælder det for os om at vænne os til det højere tempo«. Farum stod for nogle glimrende detaljer ikke mindst omkring målene, som alle blev til efter hurtigt, direkte opspil. Det første var Andreas Havlykke mester for, da Dvezdet Saionski spillede ham fri med en høj aflevering over Frem-forsvaret, hvorefter Havlykke trak udenom målmand Stefan Campagnolo. Ulrich Vinzents fulgte op med en effektiv afslutning på en snæver dribletur i feltet, og tre minutter før pausen gjorde Hübertz det til 3-0 på et fornemt gennemspillet angreb i højre side med perfekte kombinationer mellem Havlykke og Vinzents.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
»Hun pisser på 75 procent af folketingsgruppen«: Socialdemokrater i oprør efter forfremmelse af Hummelgaard
-
Selv hendes hår får ros: »Det her er et kæmpe talent«
-
Måske er det ikke så underligt, at højrefløjen holder af den nye kulturminister
-
Fra den ene dag til den anden lukkede USA den europæiske dommers liv ned. Nu svarer EU igen
-
Elisabet Svane: »Det er jo den post, man skulle tro, at Lidegaard skulle have haft. Det er en stor post«
-
Ukraines spektakulære modangreb sætter en stopper for Putins fest
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Måske er det ikke så underligt, at højrefløjen holder af den nye kulturminister
Lyt til artiklenLæst op af Johanne Lerhard
00:00
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Leder af Christian Jensen




























