Fodbold: Gaver til tippere

Lyt til artiklen

Dansk Tipstjeneste havde lovet at servere gedigne overraskelser ved fredagens pressemøde om sportsspil under VM. Mødet foregik meget passende i en japansk-koreansk restaurant i det indre København, og smukke anretninger af sushi samt rækker af japansk kirin-øl stod da også klar til servering, da pressen indfandt sig. Men Tipstjenesten havde helt andre godter med i posen. Under hele VM bliver tilbagebetalingen på Den Lange hævet fra 80 til 90 procent, og når Danmark spiller kamp, øges tilbagebetalingen på Matchen til 65 procent. Hver dag bliver der mulighed for at spille på en ny Måljagt, der ifølge tipstjenesten giver kanonhøje odds. Sidste målscorer og mere eller mindre pudsige VM-udsagn kan man også satse sine kroner på. I det hele taget er udbuddet af spil under VM større end nogensinde. »Turneringens spilleperiode er god, fordi sommeren ikke byder på meget andet at spille på. Vores mål er at nå en omsætning på 60 millioner kroner«, siger Søren Nielsen, der markedschef for sportsspil. Under VM i 1998 og EM i 2000 nåede tipstjenesten en omsætning i samme størrelse. Udfordringen ved dette VM er, at kampene bliver spillet på 'skæve tidspunkter', som Søren Nielsen kalder kl. 8.30 og 11. Normalt drøner spilleglade danskere ned i kiosken med kuponer, indtil det øjeblik dommeren sætter kampen i gang. Men om formiddagen er de fleste på arbejde og har ikke samme mulighed. Derfor vil tipstjenesten gøre en indsats for at lokke kunderne til at satse aftenen inden kampene. »Man kan jo også altid spille på nettet - selv midt i arbejdstiden«, siger Klaus Lohse, der er markedschef for internetspil. Danskerne har allerede opdaget fidusen, fortæller han. Siden april har flere end 5000 spillere klikket sig ind på www.tips.dk og registreret sig som brugere. Under VM kan man spille Måljagt, Matchen og Vinderen Kort/Lang på Dansk Tipstjenestes hjemmeside. I løbet af efteråret vil samtlige tipstjenestens spil blive lagt ud på nettet, afslører Klaus Lohse. Så vidt gaverne fra Dansk Tipstjeneste til spillende danskere under VM. Efterfølgende blev de japanske delikatesser serveret for det lille presseopbud. Flere foretrak en kop kaffe.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her