Fodbold: Kvartfinalen kalder igen

Lyt til artiklen

Optimismen blomstrer i dansk fodbold på vegne af landstræner Morten Olsen og hans 23 mand store VM-trup, der har indfundet sig i træningslejren i Japan. Silkeborgs redningsmand i Superligaen, Morten Bruun, Esbjergs nye træner, Ove Pedersen, og sportsdirektør for Farum Boldklub, Poul Hansen, vurderer alle, at Danmark har et hold, der mindst når til 1/8-finalerne under slutrunden. »Vi har en god trup. Der er god harmoni og en skidegod balance. Jeg tror, det giver spillerne en stor tryghed, at de ved nøjagtigt, hvad de selv kan, og de ved, hvordan de skal forholde sig, når de andre har bolden. Man slår ikke bare Senegal, Uruguay og slet ikke Frankrig, men vi går helt sikkert videre fra puljen«, siger Farums Poul Hansen. Esbjerg-træner: Stærk trup Succestræneren Ove Pedersen har inden sit skifte til Esbjerg skaffet FC Midtjylland en plads i UEFA Cuppen i begge klubbens sæsoner i landets bedste række. Ifølge ham har Danmark nu en trup, der er stærkere, end den som nåede kvartfinalen ved VM i Frankrig for fire år siden. »Det er den helt klart - ingen tvivl. Spillestilen virker renere, og vi har et bedre hold, samtidig med at vi stadigvæk har énerne, der kan afgøre kampene«, mener Ove Pedersen og fremhæver spilfordeleren Thomas Gravesen. »Hvis han topper på det rigtige tidspunkt, kan han blive den helt store profil. Han har dét i sig, som gør, at han kan hive endnu mere frem, når det gælder noget stort«. Silkeborg-træner: Urolig for skadede spillere Thomas Gravesen var én af mange danske spillere, som ikke spillede op til sit bedste i den afsluttende testkamp mod Cameroun i Parken i sidste uge. Stig Tøfting, Claus Jensen og Martin Jørgensen var heller ikke på toppen, og det er lige præcis de spillere, som Silkeborgs træner i foråret, Morten Bruun, er urolig for op til VM. »Min bekymring går på, om de er helt klar, de her lidt for mange spillere, som ikke har haft et kontinuerligt forløb med mange kampe i foråret. Forbandet mange har været ude med skader i lang tid, og de vil alle hævde, at det ikke er noget problem, men det er ikke rigtigt. Der er ingen erstatning for at spille kamp hver uge og holde sig skarp. Jeg frygter en lille smule scenariet fra EM 2000, hvor adskillige af stamspillerne simpelthen ikke nåede at blive ordentlig kampklar. Martin Laursen er ude, og så er der Helveg - hvor står han? Han har ikke spillet og spillet, som mange af de andre har; det er endnu en grund til at være bekymret«, siger Morten Bruun. Han hylder holdet for at have spillet den mest overbevisende danske VM-kvalifikation nogensinde, og ville i øvrigt i Morten Olsens sted have udtaget de samme spillere. Han håber, at Poul Hansen har ret i sin pointe, når han siger, at de skadede spillere kan være blevet meget sultne og er friske efter deres pauser. Finpudsning Frem til Danmarks første VM-opgør mod Uruguay bliver én af Morten Olsens vigtigste opgaver at dosere træningen til hver enkelt spiller, så alle er på toppen, når kampen fløjtes i gang lørdag 1. juni kl. 11.00, dansk tid. Men ellers mener de hjemlige fodboldeksperter, at træningen primært skal bruges til at finpudse spillesystemet. »Morten har 14 dage nu til at få trimmet truppen og vores system, og det er helt optimalt. Vi er meget afhængige af, at vi har bolden, så det er mindre optimalt, hvordan Uruguay spiller. Hvis Gravesen har bolden, skal han vide, hvordan Ebbe Sand skal modtage den, og hvornår Jon Dahl løber i dybden, så han kan spille dem på den første boldberøring. Det er altafgørende i international fodbold«, siger Poul Hansen. Farum-direktør efterlyser fløjspil Sportsdirektøren fra Farum efterlyser, at landsholdet igen får gang i fløjspillet, som er gået lidt i stå i de seneste træningskampe. Det aflaster dels de to centrale midtbanefolk, og så spreder det naturligvis spillet ud og giver flere indlæg til den mand, som Poul Hansen og Morten Bruun peger på som dansk profil under slutrunden: Ebbe Sand. Men hvor langt kan Ebbe Sand, Thomas Gravesen og resten af det danske landshold så helt præcis komme under slutrunden? Ove Pedersen: »Jeg tror, vi går videre fra puljen, og så vil jeg ikke komme med yderligere gæt. Det kommer an på, hvordan vi kommer i gang med turneringen, og om vi bliver ramt af skader. Men set ud fra vores egne styrker, vil jeg blive meget skuffet, hvis ikke vi går videre til 1/8-finalerne«. Poul Hansen: »Personligt er jeg meget fortrøstningsfuld, og jeg tror på, at de kan lave et stort VM. Det virker jo nærmest, som om de har spillet sammen i flere år. Vi har Argentinas gruppe i 1/8-finalen, og det er ærgerligt - det er sateme en hidsig lodtrækning. Men måske skal vi ikke møde Argentina, og så er jeg ikke så bange. På en god dag slår vi England, hvis det skulle blive dem«, vurderer Poul Hansen. Morten Bruun: »Når jeg kigger på andre lande som Argentina, Italien, England og Frankrig, så ser jeg ikke Danmark som potentielle verdensmestre. Jeg tror på succeskriteriet; at vi går videre fra den indledende runde, og så vil jeg være stolt af landsholdets indsats. Derfra tror jeg, det bliver vanskeligt. Man kan ikke forvente mere af dem, men man har jo lov at håbe«.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her