»Kommer der en dansker til?«, lød det med oprigtig forbavselse fra en kasketklædt tysk knægt, da det samlede danske pressekorps - to mand høj - tog opstilling bag tribunen ved 18. green for at indhente kommentarer til dagens runde. Hvad det håbefulde medlem af den larmende drengeskare, der tilbringer hele dagen langs rækværket for at tigge bolde, handsker og kasketter af golfspillerne, ikke kunne vide var, at danskerne ikke blot kom i stort antal. De kom også drønende frem gennem turneringens klassement, da Deutsche Bank SAP Open blev afsluttet mandag iført høj pinsesol. To danske blandt 10 bedste Fra den anden side af tribunen kunne det fåtal af tilskuerne, der ikke fulgte i hælene på Tiger Woods, konstatere, at både Bjorn og Hansen tidligt på dagen dukkede op på det store scoreboard, der er forbeholdt turneringens førende otte-ti spillere. Thomas Bjørn kom først på i kraft af en fænomenal start: eagle, birdie, birdie, birdie på de første fire huller. Resten af dagen var resultatmæssigt mere afdæmpet, på 5. hul var han en tur i vandet og fik en bogey, men det endte i en runde i 66 slag (en eagle, seks birdies, to bogeys) og et avancement fra 21.- til 6.-pladsen. »Jeg har aldrig spillet så godt i hele min karriere, som jeg gjorde i dag. Fra tee til green kan jeg næsten ikke spille bedre, og jeg havde chancer for at skyde en runde under 60. Jeg havde gode birdiemuligheder på 6., 7. og 8., igen på 11., 14. og 15. og på både 17. og 18. Der mangler bare lige, at alle puttsene falder i, men jeg går i hvert fald herfra med en rigtig god fornemmelse«, forklarede Thomas Bjørn akkompagneret af bønnen om »cap, please« fra drengeskaren. Den sorte kasket havnede til sidst på hovedet af en heldig gut, der nu er en omvandrende reklame for SAS. Bjørn bedste dansker Thomas Bjørn blev turneringens bedste dansker, men mandagens bedste runde stod Anders Hansen for, og det udløste et smil, der truede med at flække ansigtet på tværs, da han - efter at have afleveret kasketten - forklarede om sin vej ind på leaderboardet. »Jeg spillede helt fantastisk«, konstaterede han og så lige så glad ud som han forklarede at han var for sin runde i 65 slag med birdie på 1., 7., 10., 11., 12., 14. og 16. hul. »De første ni huller var ikke så interessante, men så begyndte det ellers bare: en meter fra hullet på 10., en meter fra hullet på 11. og et godt putt på 12. Det kørte bare«, forklarede Anders Hansen, der naturligt nok stod for dagens højdespring fra 31.- til 9.-pladsen. Drømmeslag for Søren Kjeldsen Også Søren Kjeldsen (69 slag), Søren Hansen (69 slag) og Steen Tinning (69 slag) avancerede på sidstedagen, Søren Kjeldsen efter en af dagens få birdies på 18. hul. »Og dette drømmeslag kom fra Soren Kjeldsen«, kommenterede speakeren, da danskeren fra 160 meter havde slået den lille, hvide kugle hen over en sø, så den lagde sig stille 40 cm fra hullet. Og den fik han da puttet i. »Men ellers var jeg ikke god til at udnytte de mange chancer for birdies, jeg fik givet mig selv. Nu har jeg de seneste uger været utilfreds med mit lange spil, men er blevet reddet af putteren. Nu var det lige omvendt«, konstaterede en trods alt lidt ærgerlig Søren Kjeldsen, der endte på en 20.- plads. Rødglødende Søren Hansen Søren Hansen var startet lige så rødglødende som Thomas Bjørn og nogle af de ømskindede tilskuernæser med birdies på 1., 2., 3. og 5. hul, og levede dermed op til sin egen intention om at spille aggressivt. »Nu har jeg hele ugen trænet flittigt, fordi forholdene hernede er så gode og fordi min træner var med, så jeg havde sparet sammen til, at der skulle ske noget, og alt i alt var det en kanonrunde«, vurderede Søren Hansen, der sluttede sin runde af med to birdies. God uge for Tinning Steen Tinning har i den forløbne uge arbejdet på et mere afslappet og langsommere tilbagesving i sit drive, og det er begyndt at fungere - næsten. »Jeg har stadig et par enkelte drives, der koster mig nogle slag på hver runde, men ellers har det været en god uge og jeg følger mig godt spillende«, var endnu en positiv melding fra den fuldtallige danske finalerepræsentation. Som den eneste dansker var Mads Vibe-Hastrup med en runde i 73 slag over par på finalerunden, men forklaringer lader sig let læse af scorekortet: Når han får problemer, går det meget galt. Mandag blev det endnu en gang til en dobbeltbogey - den femte på tre dage. Spændende omspil På sidstedagen var Sørenerne Hansen og Kjeldsen altså blandt de blot fem spillere, der præsterede en birdie på 18. hul. Det gjorde eksempelvis hverken Colin Montgomerie eller Tiger Woods, men de havde lavet så mange andre tidligere i turneringen, at deres par på det afsluttende hul sendte dem med en score på 20 slag under par ud i omspil på 18. hul om sejren. Selv om Colin Montgomerie syv år i træk (1993-1999) vandt Volvo Order of Merit som European Tours mest indtjenende spiller er den slags nervespil ikke hans stærke side. Seks tidligere omspil havde han alle tabt, mens Tiger Woods mødte med en karrierestatistik på 18 vundne og 2 tabte omspil. Omspillet blev en gyser: Woods var millimeter fra sejren i første forsøg, da hans birdieputt fra tre meter drejede 90 grader af i hulkanten. I andet forsøg reddede begge par efter at have ligget side om side i roughen uden for green, men i tredje forsøg måtte Montgomerie gennem både sand og vand for at ende med en dobbeltbogey, og så fik 20.000 begejstrede tilskuere den Tiger Woods-sejr, de fleste var kommet for at se.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Obama slår alarm, mens Trump fejrer afgørelse, der vil ændre amerikansk valghandling
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Hvis du tror, at ulven er jydernes problem, skal du måske tro om igen
-
Han nægter at lade sig betjene på engelsk, når han går på restaurant i Danmark
-
»Nej, hvor var det godt«: På Amager får du komfortmad på højt niveau
-
Det er alarmerende, at en partiformand, der vil være statsminister, kan udvise så ringe dømmekraft
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Kronik af Sofie Risager Villadsen
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























