Fodbold: Laudrup-dag i VM-lejren

Foto: Finn Frandsen
Foto: Finn Frandsen
Lyt til artiklen

Midt mellem grønne rismarker og frodige japanske bjergskråninger kan det virke besynderligt at snakke om Superligaen og udekampe på Ikast Stadion, men ikke desto mindre var det Michael Laudrups nye job som træner i Brøndby, der totalt stjal opmærksomheden på andendagen af landsholdets VM-træningslejr i Japan. »Du klarer bare selv pressekonferencen«, som Morten Olsen sagde, da landstræneren forholdsvis ugeneret fik lov til at gøre klar til dagens træning, mens assistenten Michael Laudrup samtidig blev omringet af både dansk og udenlandsk presse. Igen og igen måtte dagens hovedperson svare på spørgsmål om alt fra den kommende spillestil til mulige nyindkøb hos Brøndbys nykårede mestre. »Alt den slags vil jeg imidlertid helst ikke tale om lige nu. Det ville heller ikke være fair over for de spillere, der netop har vundet mesterskabet, og som skal have lov til at nyde det, uden at jeg kommer med alle mulige meldinger herovrefra. Samtidig har jeg et VM at tænke på, og andre klubber kunne måske komme os i forkøbet med hensyn til spillere, hvis jeg nævnte nogle af mine ønsker«, var imidlertid Michael Laudrups noget sparsomme udmeldinger omkring fremtidens hold på Vestegnen. Ingen ferie Den kommende cheftræner ville dog godt strække sig så langt som til at sige, at han inden afrejsen til Japan og Korea har givet Brøndbys direktør Per Bjerregaard en prioriteret ønskeliste over både nye spillere og en ny assistenttræner. Allerhelst ville Laudrup have ventet med at tiltræde i klubben indtil 1. januar, men nu hedder startdatoen i stedet 1. juli, hvilket betyder, at han - hvis Danmark kommer i VM-finalen - har under et døgn til at nå hjem i. »Det hele kan sikkert godt komme til at føles lidt presset, men jeg skal nok nå at blive klar til opgaven, og jeg er meget glad for at kunne tiltræde i Brøndby. Der har været nogle tilbud fra udlandet, som jeg har været meget beæret over, men både personligt og familiemæssigt passer det bedst at blive hjemme«, forklarede den nuværende assistenttræner, som ikke ville sætte navn på de udenlandske klubber, der er blevet afvist. Flere spanske topklubber - blandt andre Deportivo La Coruña - har imidlertid gennem det seneste halve år haft følerne ude efter den tidligere Barcelona- og Real Madrid-stjerne, som altså i stedet valgte Brøndby i Danmark. Olsen tilfreds Det er Peter Madsen glad for. Angriberen er godt nok i øjeblikket klubbens varmeste salgsobjekt, men netop Michael Laudrups tiltræden kan måske være med til at holde på topscoreren. »Det kan man i hvert fald ikke udelukke, for jeg tror ikke, at Brøndby kunne have fundet en bedre mand. Med hans egen viden som spiller er han utroligt godt rustet til trænerjobbet, og så er han samtidig en stor personlighed. Det var Åge Hareide og Tom Køhlert også på hver sin måde, men Michael er det nok i endnu højere grad«, lød det fra Peter Madsen, da klumpen om Michael Laudrup endelig spredte sig lidt ud, så også spillerne og Morten Olsen fik lov til at give deres mening til kende. Landstræneren, der for anden dag i træk gennemførte en meget let træning for spillerne, er for eksempel glad for, at hans nuværende assistent ikke forsvinder til udlandet. »Personligt er jeg meget tilfreds, for jeg ved, at Michael bliver en træner, der vil præge spillerne på præcis den måde, som jeg gerne vil have. Derfor bliver hans tiltræden i Brøndby også en fordel for landsholdet«, var kommentaren fra Olsen. Sammen med Michael Laudrup ser chefen i øvrigt helst, at der nu foreløbig bliver lagt låg på al snak om Brøndby. Det skulle nødig være Laudrup-dag i lejren hele ugen, og som assistenten selv sagde: »Det er jo trods alt VM, vi er til«.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her