Fodbold: AB får tre point tilbage

Lyt til artiklen

Dansk Boldspil-Unions (DBU) appeludvalg har besluttet at give AB de tre point tilbage, som klubben tidligere er blevet frakendt for at have benyttet fire ikke EU-spillere i superligakampen mod Vejle den 14. april. AB vandt kampen med 4-0, men blev dømt som taber med 0-3, og Vejle blev tildelt de tre point. Afgørelsen i DBU's appeludvalg betyder, at Vejle nu fratrækkes de tre point. Vejle rykker ud Dermed er Vejle reelt dømt til nedrykning før sidste spillerunde i aften, hvor holdet møder Esbjerg. Før appeludvalgets afgørelse i dag havde både Vejle og AGF 28 point. Men med afgørelsen har Vejle nu kun 25 point og samtidig en væsentlig dårligere målforskel end AGF. Hvis Vejle skal redde sig kræver det udover sejr over Esbjerg også at AGF taber til Silkeborg, samtidig med at vejlenserne skal indhente en målforskel på 18 mål. Overtrådte DBU's regler Efter kampen den 14. april mellem AB og Vejle, meddelte AB selv DBU, at holdet havde overtrådt DBU's regler, da Mohamed Zidan kort før tid blev sendt på banen. Efter indskiftningen havde AB fire ikke EU-borgere på banen, én mere end DBU's regler tillader. AB: DBU-regler i strid med EU DBU's disciplinærudvalg fratog herefter AB sejren, og gav de tre points til Vejle. AB ankede afgørelsen, først til DBU's bestyrelse, og derefter til DBU's appeludvalg, fordi klubben mener, at afgørelsen - og dermed DBU's regeler - er i strid med en EU-aftale. Ifølge en aftale mellem EU og Polen om arbejdskraftens fri bevægelighed, skal polske statsborgere behandles på lige fod med borgere i EUs medlemslande. Og netop en af ABs tilsyneladende ulovlige spillere var polakken Piotr Stokowiec. Appeludvalg: AB har ret DBU's appeludvalg er enig i AB's udlægning og konstaterer at DBU's regler ikke er tilpasset EU. »Vi bygger udelukkende vores kendelse på en vurdering af EU-retten. Denne bestemmelse er så klar og tydelig, at den umiddelbart har retsvirkning i alle EU's medlemslande. Og som følge af Bosman-dommen er det oplagt, at en sådan bestemmelse også vedrører professionelle sportsaktiviteter. Derfor har AB været berettiget til at anvende en spiller fra Polen på lige fod med en spiller fra et EU-land«, siger formanden for DBU's appeludvalg, landsdommer Niels Johan Petersen. Vejle kan anke DBU's Appeludvalgs beslutning kan ankes til Danmarks Idræts Forbunds appeludvalg. Men Vejle har endnu ikke besluttet, om klubben vil bringe sagen videre og vil istedet koncentrere sig om at vinde aftenens kamp mod Esbjerg. »Vi parkerer afgørelsen og ser frem mod aftenens kamp. Nu skal vi ud og vinde kampen, og så må vi senere se, om vi kan vinde en eventuel appelsag. Vi træffer en beslutning om, hvorvidt vi vil appellere i begyndelsen af næste uge«, siger Vejles direktør Jan Dahlin. Regler ændres AB-sagen får nu også den konsekvens, at DBU fra næste sæson ændrer reglene. Det bliver stadig hovedreglen at brug af en ulovlig spiller udløser tre point til modstanderholdet, men det sker ikke automatisk som i dag. Ændringen sker for at undgå, at tredjeparter bliver urimeligt berørt af en disciplinærafgørelse i en kamp mellem to andre hold.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her