Ingen kunne rigtigt glæde sig på Aalborg Stadion i går aftes. Miraklet på Brøndby Stadion var tæt på at indtræffe, men FC København måtte trods en fornem sejr på 4-2 nøjes med sølv, mens AaB med nederlaget må se i øjnene, at der heller ikke i næste sæson bliver europæisk fodbold i Aalborg. Når skuffelsen over, at Lyngby-sensationen i sidste øjeblik udeblev, har lagt sig, kan FC Københavns detroniserede mestre imidlertid glæde sig over, at et fabelagtigt forår blev sluttet af med manér, så holdet spillede samtlige 14 Superligakampe efter nytår uden nederlag. Københavnerne stillede ellers svækket op uden hjemsendte Sibusiso Zuma og de skadede Erik Mykland, Magnus Kihlstedt og Tomas Antonelius. Alligevel spillede gæsterne med stor koncentration fra start, hvor AaB's tilhængere kun lige nåede at juble over Viborgs tidlige føringsmål mod FC Midtjylland, før deres gamle yndling Peter Møller fra en meters afstand havde bragt FCK foran på noget af en foræring fra nordjydernes forsvar. På det tidspunkt var der spillet otte minutter, og yderligere ti minutter senere var Peter Møller igen placeret på det rigtige sted, da en usikker Jimmy Nielsen fumlede med et ganske ufarligt skud fra Thomas Røll. Dermed viste tavlen allerede tyve minutter inde i kampen 2-0 til gæsterne, og i den anden ende af banen var AaB'erne rystende ringe. Indrek Zelinski havde fået chancen på bekostning af Erik Bo Andersen, men den litauiske landsholdsspiller gjorde sig kun bemærket ved at løbe offside fire gange inden for det første kvarter. Meget symptomatisk måtte der derfor et koks i FC Københavns forsvar til, før hjemmeholdet blev rigtigt farlige. Andres Oper, der trods alt viste lidt hurtighed og initiativ, sendte et indlæg ind foran mål, hvor Bo Svensson og reservekeeper Rune Pedersen tøvede så meget, at Allan Gaarde fik tid til at skubbe reduceringen til 1-2 i nettet. Højtalerfokus Københavnerne havde dog fortsat kontrol over kampen, og da højtalerne kun meldte om scoringer i Gladsaxe og Århus - men fortsat ingen på Brøndby Stadion - voksede håbet pludselig hos gæsternes ledelse, der ellers ikke havde kalkuleret med guldchancen og allerede booket flybilletter hjem en time efter kampen. Spillerne fortsatte også med at gøre deres del af arbejdet, og to minutter inde i anden halvleg sprintede Todi Jónsson legende let fra Thomas Bælum og Stefan Bidstrup, som var venlige nok til heller ikke at hive ham i trøjen. I stedet sparkede færingen knastørt målet til 3-1 ind bag Jimmy Nielsen, og dermed var al spænding igen knyttet til de fortsat tavse højtalere. FC København fik således masser af plads til også at gøre det til 4-1, da Jimmy Nielsen uheldigt boksede et frispark fra Christian Poulsen direkte ind i hovedet på Bora Zivkovic, som lige akkurat fik sendt bolden retur over stregen. Stefan Bidstrup nåede også at reducere til 4-2, men eftersom stillingen i Brøndby fortsat kunne opgives til 0-0, var alt andet efterhånden ligegyldigt på Aalborg Stadion, hvor kampen nu foregik i en sær uvirkelig ramme. Efter 68 minutter kom meldingen om Kim Daugaards mål imidlertid fra Brøndby Stadion, og et par små tribunesuk fra FCK-direktør Flemming Østergaard markerede dermed afslutningen på sæsonen. I år blev det kun til sølv, men efter i marts måned at have været bagud med ti point, var det godt nok ubeskriveligt tæt på.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Sexscenerne med hans kone vakte opstand. Og det er langtfra den eneste skandale
-
Hårdt presset Trump truer Europa med det store brud
-
Morten Messerschmidt: »Virkeligheden er jo, at blå blok tabte valget«
-
Trump trækker 5.000 soldater hjem fra Tyskland
-
Du slipper ikke serien om de uopsigtsvækkende personer, før den er forbi
-
De to håndværkere kan næsten ikke overskue, at strækningen er lukket for trafik: »Det her er fuldstændig vanvittigt«
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























