Fodbold: Dansk 2-1 sejr i Parken

Lyt til artiklen

Det danske fodboldlandshold vandt i aften VM-testkampen mod Cameroun med 2-1 i Parken. Danmark kom foran på et selvmål af Cameroun i første halvleg, mens Jon Dahl Tomasson scorede på straffe til 2-0 i anden halvleg. Modeste Mbami reducerede til 1-2 for Cameroun. Spillemæssigt var opgøret mod Cameroun en blandet fornøjelse, men en 2-1-sejr over de afrikanske mestre er god af have med i bagagen, når Morten Olsen og hans i morgen letter fra Kastrup til den sidste formafpudsning i træningslejren i Japan. Olsen eksperimenterede Det danske publikum var i VM-humør i aften-solskinnet i Parken, hvor landstræneren fik lejlighed til at eksperimentere en hel del både med startopstillingen og med en række udskiftninger i anden halvleg. Ebbe Sand og Martin Laursen skulle spares, og Peter Madsen fik lov til at hvile sig uden for efter strabadserne torsdag aften og nat, da Brøndbys mesterskab skulle fejres. Men selv om tilskuerne energisk bakkede op om det danske hold, så 'de utæmmelige løver' fra Cameroun ud til at være mere veloplagte end danskerne, i de første 15-20 minutter. De atletiske, store og stærke afrikanere spillede bolden fint rundt på banen og gav prøver på fin teknik og boldbehandling. Det så godt ud, men det førte ikke til så meget. Over for det meget velorganiserede og påpasselige danske forsvar havde gæsterne meget svært ved at komme igennem til afslutninger, og Thomas Sørensen - der senere i kampen virkede underlig usikker i nogle indgreb i feltet - havde længe ikke meget at bestille. Det danske fremspil var præget af mange dårlige afleveringer, og det tog sin tid, før comeback-manden Martin Jørgensen fandt sin plads på banen, og medspillerne fik gjort rigtig brug af Jon Dahl Tomasson, der havde den lidt uvante plads som førsteangriber i Ebbe Sands fravær. Efterhånden blev det danske spil mere rytmisk og chanceskabende, og folk på tribunerne var glade for lidt og jublede flittigt. Tabte bolde Martin Jørgensen havde en del boldtab, men fik i de 45 minutter, han var på banen, også vist sit gode overblik. Det var ham, der satte opspillet til 1-0- føringen, et selvmål af Lucien Mettomo, i scene med den fin indenomsstikning til Dennis Rommedahl. Martin Jørgensen var også mand for at sende Jon Dahl Tomasson af sted i dybden, så UEFA Cup-vinderen fra Feyenoord var lige ved at øge til 2-0 i første halvleg. Det gjorde Tomasson så efter pausen, da indskiftede Claus Jensen som afslutning på et velkomponeret angreb fik tilkendt et tyndt straffespark. Med sit 15. mål i i sin 38. landskamp sørgede Jon Dahl Tomasson sikkert fra 11 meterpletten for den 2-0-føring, der holdt indtil Modeste Mbamis reduceringstræffer på hovedstød, da det danske forsvar for en gangs skyld ikke dækkede ordentligt op. Jon en af de bedste Jon Dahl Tomasson var en af de bedste danskere på en aften, da han udstrålede stor selvtillid, var god til at dække og holde på bolden og hele tiden forsøgte at gøre sig spilbar for afleveringer fra midtbanen. Den 25- årige, kommende Milan-spiller kan meget vel slutte en stor sæson af med at blive et af Danmarks trumfkort i slutrunden. Til gengæld var noget bekymrende at se, at både Thomas Gravesen og Stig Tøfting virkede et stykke fra topformen. De spillede slet ikke med den glød og begejstring, den power og her-kommer-jeg-attitude, som de gør på deres bedste dage. Gravesen havde nogle vilde skudforsøg, Tøfting trissede rundt uden at få sat fart i foretagendet - men de gjorde begge deres pligt i det defensive og hjalp forsvarskæden ved at forstyrre gæsternes spil og være tilbage og dække godt op. René Henriksen afleverede fint ud fra forsvaret og læste som sædvanlig spillet klogt og godt, og Steven Lustü leverede en solid og fornuftig forsvarsindsats, fordi han placerede sig rigtigt og brugte sin hurtighed i indgrebene. Thomas Helveg lukkede effektivt af i højresiden og optrådte med fin ro og konsekvens, og i venstre side spillede Jan Heintze afskedskamp i Parken på en måde, så man sad og ønskede, at han vil fortsætte mange år endnu. Hans hurtighed, tacklinger og indgreb og vilje til at gå med fremad banen og deltage i spillet på fløjen kan alle unge spillere lære af. Netop fløjspillet er et af det danske VM-mandskabs gode våben - hvis altså fløjspillerne er på toppen. Jesper Grønkjær leverede en hæderlig første halvleg med pænt udfordrende spil og et par glimrende indlæg, hvorimod hurtigløberen Dennis Rommedahl igen skuffede. Hans boldbehandling var mangelfuld, hans driblinger lykkedes sjældent, og han var alt for ivrig og ukoncentreret både, når han fik et par skudchancer og i centringerne fra siden. Det var først og fremmest forsvarsspillet, der gav gode VM-løfter, omend altså Thomas Sørensens usikkerhed var et minus på en aften, da danskerne fik en rigtig god gang træning mod et interessant og spændende afrikansk hold, der skal vise langt større effektivitet og beslutsomhed i angrebsspillet, hvis man skal gøre sig håb om VM-succes. For fire år siden blev Danmark slået 2-1 i Parken af Cameroun kort før VM- slutrunden 1998 i Frankrig - hvor vi nåede kvartfinalen. Kan man så udlede af 2-1-sejren i aftes, at Danmark når endnu længere denne gang? Nej, selvfølgelig ikke. Men vi har et godt hold, hvis Tøfting og Gravesen kommer op i omdrejninger, når det går løs i den indledende runde mod Uruguay, Senegal og Frankrig. Et hold, der kan spille meget bedre, end det vi så i aftes, og som jo bliver forstærket med Ebbe Sand, der ligesom Jon Dahl Tomasson har styrken og klassen til at indtage en stor rolle, når verdens bedste mødes.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her