Muligheden for at finde frem til, hvem der har gjort brug af de ulovlige produkter, hvis rester fandtes i en affaldspose efter CSC Classic i søndags, vurderes som forsvindende lille af såvel Danmarks Cykle Unions direktør Jesper Worre som Finn Mikkelsen fra Anti Doping Danmark. »Det her er i virkeligheden en sag for politiet, fordi de medikamenter, der er fundet spor af, er ulovlige her i landet. Men posen skulle givetvis straks have været afleveret til myndighederne, hvis en efterforskning skulle have haft nogen effekt. Nu tror jeg, det bliver meget svært at få fat i de skyldige. Vi kan ikke gøre andet end afvente, hvad den analyse, som Anti Doping Danmark skal foretage, viser. I selve kampen mod doping har vi taget alle de forholdsregler, som tænkes kan, men det vil jo altid være muligt at snyde. Vi vil imidlertid fortsætte med den ihærdige holdningsbearbejdelse, men jeg er godt klar over, det er uhyre svært helt at udrydde ondet«, siger Jesper Worre. Umuligt at opklare Indholdet af posen var tirsdag endnu ikke nået frem til Anti Doping Danmark, men Finn Mikkelsen fastslår, at det vil være en næsten umulig opgave at konstatere, hvem der har anvendt medikamenterne. Han regner med, at Anti Doping Danmarks rolle i denne sammenhæng må indskrænke sig til at godtgøre helt konkret, hvilke stoffer det egentlig drejer sig om. I alt deltog 18 hold i weekendens to danske arrangementer, og de var alle til stede i det forplejningsområde ved Herskind, hvor en hund senere på dagen snusede sig frem til den famøse pose. 'Nu kræver det for stort et apparat' »Hvis der havde kunnet iværksættes en hurtig undersøgelse, ville det have været nemt nok at udpege de personer fra hvert mandskab, som befandt sig det pågældende sted og dermed indsnævre kredsen af mulige syndere. Men de skulle jo så have været afhørt med det samme. Nu kræver det et alt for stort apparat«, mener Jesper Worre, der i øvrigt for to år siden som løbsdirektør i Post Danmark Rundt var ude for en affære, som minder om den aktuelle. »Dengang blev der efterladt en pose ved et hotel i Kolding. Den kom hurtigt i politiets besiddelse, og det varede heller ikke længe, før det kunne fastslås, at den ikke indeholdt noget ulovligt. Det var det italienske Mobilvetta-hold, der gav anledning til stor opstandelse, og det var bestemt ikke populært«, siger Worre. Både i forbindelse med Grand Prix Midtbank og CSC Classic blev der foretaget de obligatoriske dopingprøver, men resultaterne af dem foreligger næppe før om et par uger.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Peter Viggo Jakobsen: »Det var så hjernedødt og åndssvagt«
-
Hans forbrug af kvinder nævnes ikke med et ord
-
Obama kan lukke og slukke som den sidste præsident fra en nogenlunde fælles virkelighed
-
»Krim er i absolut krise«: Ukraine sætter over 100 russiske skibe ud af spillet
-
»Jeg husker bare, at jeg stirrede på billederne på skærmen og tænkte: Kan det her virkelig passe?«
-
Frustreret økologisk svinebonde: »Mange gange er forbrugerne ikke så oplyste, som vi tror«
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Debatindlæg af Christoffer Gamborg Breitenbauch
Russere sælger de døde tilbage til deres familier
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Leder af Christian Jensen
Vi har en ny lyd-app til dig
I Politiken Lyd kan du få alt det, du godt kan lide ved Politiken, og mere til - bare som lyd.




























