Politirazziaen under sidste års Giro d'Italia når alligevel at få indflydelse på sammensætningen af feltet til den næste udgave af den italienske cykelrundtur, som starter på lørdag. For selv om superstjernen Marco Pantani fik sin sag udsat i tirsdags, så han kan være med, når det går løs i Groningen med den 6,5 km lange enkeltstart, var nogle af hans kolleger knap så heldige. Tre af de ryttere, som skulle være startet, må nemlig blive hjemme på grund af deres roller i den store dopingefterforskning, og for to af dem, Giuliano Figueras og Endrio Leoni, gælder det, at de ellers har klassen til at være med til at præge Giroen, mens den tredje, Ermanno Brignoli, skulle have udfyldt sit vante job som hjælper for Pantani hos Mercatone Uno. Figueras har på det seneste vist glimrende form og vandt således for en uge siden Giro dell'Appenino. Han var udset til at være kaptajn hos Panaria, hvilket også var tilfældet sidste år, da han sluttede som nr. 10. Dopingudvalget i den italienske olympiske komité Coni havde indstillet ham til to års karantæne, men disciplinærudvalget i cykelforbundet idømte ham seks måneders udelukkelse med øjeblikkelig ikrafttræden. Og i Giro- sammenhæng hjælper det ikke Figueras meget, at de sidste tre måneder er gjort betinget. Alessio uden Leoni Tilsvarende vilkår gælder for Leoni, der er en af verdens skrappeste sprintere, men Alessio-holdet må i Giroen klare sig uden ham. Derimod er Daniele De Paoli klar til at starte for Alessio. Han fik samme straf som Figueras og Leoni blot med den væsentlige forskel, at de tre første måneder anses for udstået, så han kan stille op på lørdag. Brignoli idømtes ligesom Bo Hamburgers nuværende holdkammerat Alberto Elli, der kørte for Telekom sidste sæson, seks måneders karantæne, men de skal udstå den fulde straf. For Elli indebar det, at han ikke var startberettiget, da Quatre Jours de Dunkerque indledtes i går. Coni havde i øvrigt krævet såvel Brignoli som Elli udelukket i fire år. Fire et halvt år blev til ni måneder Giampaolo Mondini, som efter Conis opfattelse var den værste synder af alle, hvorfor han var indstillet til karantæne i fire et halvt år, slap med ni måneder. De fire er gjort betinget, men nu og her får det ikke den store betydning, for Mondini er længst fyret hos US Postal. Og så har Den Internationale Cykelunion UCI netop besluttet at behandling med corticosteroider skal være tilladt under alle former, hvis det er lægeligt foreskrevet som led i en behandling. Under sidste års Tour de France måtte Jonathan Vaughters udgå efter at være stukket af en bi. Hans ene øje var næsten lukket, og den indsprøjtning, som forholdsvis enkelt kunne have klaret problemet, var forbudt på det tidspunkt.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Hvis du tror, at ulven er jydernes problem, skal du måske tro om igen
-
Obama slår alarm, mens Trump fejrer afgørelse, der vil ændre amerikansk valghandling
-
Salg af lejligheder i københavnsk boligområde kaldes »pinligt og dybt problematisk«
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Da jeg slettede Instagram, stod jeg pludselig med et uforudset problem
-
Han nægter at lade sig betjene på engelsk, når han går på restaurant i Danmark
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























