Golf: Fremgang i blæsevejret

Lyt til artiklen

Birdierne fløj lavt over de danske golfspillere fredag. Fra Anders Hansens fire, der gør ham til bedste dansker halvvejs gennem ugens European Tour-turnering i Paris, til Amanda Molthke-Leths fem i den kvindelige pendant på Tenerife, hvor hun præsterede dagens suverænt bedste runde med 69 slag. Anders Hansen er på 11.-pladsen i Novotel Perrier Open de France på Le Golf National efter to runder med solid og stabil golf, som han selv betegner det, men udsigten til en topplacering ændrer ikke ved spillestrategien. »Det kan der måske blive tale om på de sidste ni nuller, hvis der er muligheder og det kan betale sig. Jeg prøver bare at holde fast i mit spil og spille fornuftigt«, konstaterer Anders Hansen. Han spiller med en ny driver, der - måske - har løst et problem, han har bakset med i de seneste seks-syn måneder. »Nåh, ja, jeg skiftede også driver i sidste uge, men nu rammer jeg flere fairways end tidligere. Til gengæld slår jeg ikke så langt. Jeg skal teste nogle nye igen i den kommende uge, så det er da muligt, at jeg skal skifte igen«, funderer Anders Hansen, der indledte sæsonen med at kikse cuttet to gange i Australien, men nu for ottende turnering i træk er med til at spille om pengepræmierne, der i Paris udgør i alt to millioner euro. Med en score på fem under par er han to slag bedre end de tre landsmænd, der også spiller videre i weekendens udfra en delt 29-plads. Søren Hansen (tre birdies og tre bogeys) gik i 72 slag i går, Thomas Bjørn (fire birdies og tre bogeys) brugte 71 og Søren Kjeldsen var bedste dansker med en runde i 69 slag efter fem birdies og to bogeys. »Jeg har puttet helt forrygende både hernede og i sidste uge. I dag brugte jeg 29 putts, i går 25 putts for runden«, forklarer Søren Kjeldsen. To runder i 64 slag I spidsen for turneringen er sydafrikaneren Trevor Immelman efter en runde i 64 slag (otte birdies) fredag gået i et soloudbrud, der giver han et forspring på fire slag til tre mand, deriblandt den forsvarende spanske mester, José Maria Olazábal. Også David Drysdal brugte 64 slag på anden runde, men skotten havde også nået at reparere efter torsdagens 77 slag. Det var dog langt fra dagens bedste forbedring. Den præsterede den 32-årige franskmand Jean Pierre Cixous, der med 69 slag i går var 17 slag bedre end torsdagens runde i 86 slag. Den høje score blev primært skabt på det svære 15. hul, hvor han alene brugte de 11 slag. fredag nøjedes han med de fire, der er hullets par. Det rakte dog ikke en gang til at overhale Mads Vibe-Hastrup, der måtte sande, at han heller ikke i sin ottende turnering tjente sine første præmiepenge efter runder i 78 og 76 slag, hvilket gav en 143.-plads. Intet spil i Schweiz Den bedste danske golfplacering i denne uge indehaves dog fortsat af Brian Akstrup, der er med i Challenge Tour-turneringen i Schweiz på et wildcard og lå nummer tre efter første runde, der ikke blev færdigspillet torsdag. Fredag blev der heller ikke slået et eneste golfslag i Ascona, der nærmest var druknet efter 48 timers uafbrudt regn. »Jeg har aldrig oplevet noget lignende. Banen er god til at suge vandet, og hvis regnen holder op, kan vi spille to-tre timer senere, men vi risikerer at måtte nøjes med at gennemføre 36 huller«, fastslog turneringslederen Niccolo Nesti, der fredag ved 14-tiden sendte feltet hjem med besked om at være klar igen lørdag morgen kl. 7.30. Svær superrunde I Tenerife Ladies Open stod Amanda Moltke-Leth for dagens avancement, da hun efter en runde i 79 slag torsdag brugte 69 slag fredag. »Jeg har sådan set spillet godt begge dage, men jeg puttede bare bedre på anden runde«, forklarede Amanda Moltke-Leth, der fra en placering lige omkring cuttet var rykket frem som nummer 11, da den første halvdel af feltet havde spillet færdig. Turneringen, der er årets tredje på kvindernes Evian Tour, har været så plaget af blæsevejr, at kun én, nordmanden Suzann Pettersen, gennemførte første runde med en score under par. Fredag var der to runder under par: Amanda Moltke-Leth med sine fem birdies og to bogeys samt en enkelt i 71 slag. Det sendte den 25-årige dansker med raketfart op gennem feltet til en placering som nummer fem.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her