I mandags steg Borussia Dortmunds aktier på Børsen i Frankfurt med 10 procent. Det gør de igen på mandag. Efter Leverkusens fatale flop sidste weekend i Nürnberg og Matthias Sammers dyre mænds - en lille halv milliard er brugt på transfers de seneste 18 måneder - dramatiske 4-3-sejr i Hamburg, var der linet op til fodboldfest med 68.000 tilskuere på lægterne i Dortmund. Det holdt dog hårdt for Borusserne. Canadieren Paul Stalteri bragte overraskende Werder Bremen foran efter et lille kvarter, hvorefter Dortmund pressede vildt. Det kom dog ikke til de helt åbne chancer og reelt var hjemmeholdet kun farlige på dødbolde, men kort før pausen lykkedes det store Jan Koller, at få bolden i nettet fra små 20 meter, bag en sagesløs Bremenkeeper Frank Rost. Dortmund fortsatte det kontrollerede pres i anden halvleg og skiftede den brasilianske angriber Ewerthon ind i stedet for backen Jörg Heinrich. Efter blot 60 sekunder på banen scorede han til 2-1 og beseglede dermed Dortmunds sjette mesterskab i historien - og gjorde 34-årige Matthias Sammer til den hidtil yngste mestertræner i Tyskland. Vicemestrene - de evige toere - fra Bayer Leverkusen gjorde hvad de kunne for at holde fast i den teoretiske mesterskabschance, ved at vinde 2-1 hjemme mod Hertha Berlin. Det var bare ikke nok. Også Bayern München vandt - 3-2 hjemme mod Hansa Rostock var dog ikke overbevisende - og sydtyskerne slutter dermed på tredjepladsen, som giver adgang til Champions League-kvalifikationen. Efter kampen konstaterede Bayern- manager Uli Höness tørt, at Dortmund fortjent havde vundet titlen, idet de havde høstet flest point! Leverkusen har dog stadig to muligheder for at vinde sølvtøj i denne sæson - allerede i den tyske pokalfinale på lørdag mod Schalke 04, mens de i Champions League-finalen mod Real Madrid 15. maj må affinde sig med at være outsider, ikke mindst pga. den korsbåndsskadede forsvarskrumtap Jens Nowotnys fravær og wingen Zé Robertos karantæne. Peter Nielsens farvel Den tidligere danske landsholdsspiller Peter Nielsen fik sagt farvel på Mönchengladbachs hjemmebane Bökelberg i kampen mod 1860 München. Nielsens sidste optræden som professionel varede 13 minutter, men han kunne efter indskiftningen ikke vende kampen til Gladbachs fordel. 1860 München vandt 4-2. Colding kan rykke op Kaiserslautern forpassede muligheden for at spille i UEFA Cuppen i næste sæson, da de ikke formåede at få point med hjem fra Stuttgart. Den sidste UEFA Cup plads går dermed til Werder Bremen på trods af nederlaget til de nye mestre. De tre nedrykkere blev allerede fundet i sidste weekend - Freiburg, FC Köln og Hamburgklubben St. Pauli må køre på anden klasse i den kommende sæson. Der er mulighed for yderligere dansk islæt i Bundesligaen i fremtiden, idet VfL Bochum med de tidligere Brøndbyspillere Søren Colding og Peter Graulund, sammen med Mainz og Bielefeld bejler til de to ledige oprykningspladser. Hannover har forlængst vundet 2. Bundesliga, men Bochum skal vinde på udebane mod Aachen i dag og samtidig håbe på at de to oprykningsaspiranter sætter point til.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Han nægter at lade sig betjene på engelsk, når han går på restaurant i Danmark
-
Ny måling: Danskernes tillid til ét europæisk land er femdoblet
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Rejsebureau om turismen på elsket tropeø: »Det er gået helt bananas«
-
Wegovy, jeg slår op
-
Derfor lukker festival: »Det er sværere i København, end vi havde forventet«
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























