Virum-Sorgenfri nåede lige netop med i mændenes håndboldslutspil på det yderste mandat og så oven i købet med noget så usædvanligt som en negativ målscore. Derfor var nordsjællænderne da heller ikke levnet overvældende mange chancer i lørdagens først semifinaleopgør mod Kolding, der i denne sæson har kastet glans over Danmark på højeste internationale klubniveau i en udstrækning som aldrig tidligere set. Og favoritværdigheden levede jyderne da også op til ved at vinde 32-29, men der skabtes langt mere spænding om udfaldet, end vist de fleste havde regnet med. For ikke alene fulgte gæsterne Kolding til dørs i 1. halvleg, som sluttede 14-14 - de formåede også at komme igen efter en svag start på de sidste 30 minutter, så den ventede gevinst først i de allersidste minutter kunne fastslås som en kendsgerning. Men Kolding blev så grundigt belært om, at Virum-Sorgenfri er mere end blot fyld i den tilspidsede medaljestrid, at det kan langt fra udelukkes, at der efter torsdagens returmatch på Sjælland må en tredje dyst til, før finaleholdet er kåret. I hvert fald høstede Virum-Sorgefri en god portion selvtillid ved at kunne presse Kolding så intenst i lange perioder, som tilfældet nu blev. Slutteligt gjorde jydernes større bredde dog udslaget. De havde flere strenge at spille på og flere fysiske ressourcer end Virum, og ikke mindst Claus Flensborg udmærkede sig i den kritiske fase ved at tage ansvar og sørge for afgørende scoringer, selv om han ikke havde haft betingelsesløst medgang i sin satsning tidligere. Mindre bredde Netop den kendsgerning, at Virum-Sorgenfri har knap så stor en vifte af muligheder i truppen som modstanderne, markeredes i starten af 2. halvleg, da Kolding skabte den afstand, der skulle vise sig at blive definitiv. Hvor det meste havde udviklet sig perfekt for sjællænderne før pausen, løb de ind i en periode med alt for mange tekniske fejl angrebsmæssigt, og det straffede Kolding omgående. Og da Jannick Secher med jysk føring 28-23 og otte minutter tilbage blev udvist, regnede de fleste med, at vejen dermed var banet for en komfortabel Kolding-triumf. Men endnu engang tog kampen en lidt uventet drejning, for i undertal reducerede Karsten Nørsøller, og da Lasse Boesen straks efter misbrugte et straffekast, fyredes der op under Virum-kedlerne. Med et elegant vip spillede boldkunstneren Lars Rasmussen Kim Keller fri på stregen og veteranen kvitterede med endnu en scoring, og da Jannick Secher havde overstået sin udvisning, diskede han op med en fuldtræffer, så Virum-Sorgenfri kun var to mål bagud. Det var på det tidspunkt, at Claus Flensburg med en af sine kraftfulde afslutninger sørgede for at bringe Kolding tilbage på sejrskurs, men Lars Rasmussen demonstrerede, at Virum endnu ikke var besejret. Til gengæld var der ikke meget at stille op, da Lasse Hansen med to minutter og 39 sekunder tilbage blev vist ud. Pelle Linders etablerede den tre-måls føring, som holdt sig kampen ud, men samtidig med, at matchen dermed i realiteten var lukket, sørgede gæsterne for at følge Kolding helt til dørs, og det må absolut være en omstændighed, som kan anvendes i opbygningen til de to klubbers næste møde.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Han nægter at lade sig betjene på engelsk, når han går på restaurant i Danmark
-
Ny måling: Danskernes tillid til ét europæisk land er femdoblet
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Derfor lukker festival: »Det er sværere i København, end vi havde forventet«
-
Rejsebureau om turismen på elsket tropeø: »Det er gået helt bananas«
-
Wegovy, jeg slår op
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























