Fodbold: Zuma vil droppe DM-finale

Lyt til artiklen

Sibusiso Zuma, FC Københavns sydafrikanske angrebsstjerne, er bange for at gå glip af VM-slutrunden i fodbold i Japan og Sydafrika, hvis han skal spille for FC København i titelkampen om DM-guldet i Superligaen mod Brøndby i Parken søndag 12. maj. Den dag tester Sydafrikas VM-hold formen mod Madagaskar, og Zuma føler, at det er meget vigtigt for ham at være med i den venskabskamp. FCK-topscoreren blev i går udtaget til den sydafrikanske VM-bruttotrup, og Zuma regner med, at forbundet vil have ham til Sydafrika og træne med landsholdet nogle dage inden kampen mod Madagaskar. »Det kan måske også komme til at betyde, at jeg heller ikke kan være med i pokalfinalen mod OB i Parken 9. maj«, funderer Sibusiso Zuma. »Jeg bliver måske afskåret fra at komme med til VM, hvis jeg melder fra til kampen den 12. Forbundet er i forvejen lidt utilfreds med, at jeg tidligere på foråret meldte fra til en venskabskamp. Men jeg var syg og kunne ikke stille op«. Sibusiso Zuma havde ikke talt med FCK-cheftræner Hans Backe eller sportsdirektør Niels-Christian Holmstrøm om problematikken, da han udtalte sig til Politiken i aftes. Det var ikke muligt at få en kommentar fra sportsdirektøren, som cheftræneren henviste til. »Vi må kunne finde ud af noget ved at tale med det sydafrikanske forbund. Zuma betyder jo vældig meget for vores hold. Der er ingen, der kan erstatte en individualist af hans format. Jeg håber selvfølgelig, at han kan være med både i pokalfinalen og i topkampen mod Brøndby«, siger Hans Backe. »Det er ikke op til mig at afgøre, hvordan problemet skal løses«, sagde Zuma. »Det må klubben og forbundet gøre«. FCK-angriberen, der med det mindeværdige saksespark lavede årets mål i sidste sæsons DM-finale mod Brøndby i Parken, forventer i øvrigt ikke, at FCK, ubesejret siden 0-1-kampen i Brøndby midt i december, får større besvær med at slå Vejle i aften. »Men jeg tør stadig ikke spå, hvem der bliver mester. Det er jo helt åbent mellem Brøndby og os«, siger han. Vejle giver debut til lejesvenden Jeppe Vestergaard, tidligere mesterspiller i Herfølge, lejespiller i Silkeborg og fra januar ansat i svenske Malmö FF. På grund af en administrativ bommert fik Malmö FF ikke i tide inden en bestemt skæringsdag søgt om spilletilladelse til Jeppe Vestergaard - der heller ikke i træningskampene havde spillet sig ind på førsteholdet - så han må først være med i Allsvenskan efter VM-slutrunden. Malmö FF har startet sæsonen i den bedste svenske række meget skidt, og klubbens danske midtbanespiller Brian Steen Nielsen har givet udtryk for, at han ikke er tilfreds med holdets spil og spillestil. Eks-AB'eren er ikke helt på bølgelængde med cheftræner Tom Prahl, og Brian Steen Nielsen er klar til at tage op til overvejelse, om han passer til Malmö FF og svensk fodbold. Det kan oversættes på den måde, at Brian Steen Nielsen sikkert vil være åben for et godt tilbud fra en dansk topklub - FCK eller Brøndby? .

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her