Fodbold: Danskertrioen klar i Milan

Lyt til artiklen

Den danske landsholdsangriber Jon Dahl Tomasson fra den hollandske storklub Feyenoord Rotterdam skriver onsdag, efter al sandsynlighed, under på en fireårig kontrakt med den italienske serie A-klub AC Milan, hvor landsholds-kollegerne Thomas Helveg og Martin Laursen spiller. »Vi mangler at få forhandlet nogle få detaljer i kontrakten på plads, og jeg skal derefter gennemgå den obligatoriske lægeundersøgelse. Når det er overstået, er det så planen, at jeg i løbet af onsdagen skriver under«, fortalte Jon Dahl Tomasson tirsdag aften til Politiken i telefonen fra Milano. Bliver en af de dyre drenge Den 25-årige forward, der i 3-1-opgøret mod Israel i Parken scorede sit 14. landskampmål i 37 kampe for Danmark, bliver med underskriften en af de højest betalte danske fodboldspillere. Hans kontrakt med Feyenoord udløber 30. juni, og han er dermed transferfri. Milan skal derfor ikke betale den hollandske klub noget som helst for at få den målfarlige dansker, der selv kan score hele kassen. Der har været spekulationer fremme om, at han skal indkassere en årsløn på omkring 20 millioner kroner, netto, i de fire sæsoner. 'Milan har behandlet mig bedst' En række europæiske storklubber, bl.a. Barcelona og flere andre spanske klubber, klubber i Frankrig, Italien og Tyskland har været ude efter Jon Dahl Tomasson. »Milan har været den klub, hvor træneren og ledelsen har behandlet mig allerbedst i de samtaler, der har været. Italienerne har virkelig ønsket og gjort meget for at få mig, fordi de mener, jeg passer til holdet og den måde, Milan spiller på«, forklarer Jon Dahl Tomasson. »Milan skifter mellem 4-4-2- og 3-4-1-2-formationer, og jeg skal primært bruges som andenangriber«. Glæder sig til de andre danskeres selskab Han har selvfølgelig talt en del om italiensk fodbold med Thomas Helveg og Martin Laursen, og de har forsikret ham, at forholdene på alle måder er perfekte i den traditionsrige Milano-klub, der i sidste runde i serie A på søndag kan kvalificere sig til deltagelse i næste sæsons Champions League. »Det har naturligvis haft betydning for mig, at Milan i forvejen har to danskere - og jeg ser meget frem til, at de spiller videre i klubben efter sommerpausen«, siger Jon Dahl Tomasson. Han udtrykker stor lettelse over, at han nu er ved at få sin fodboldfremtid på plads efter nogle spændende måneder, så han kan koncentrere sig om Feyenoords UEFA Cup-finale mod tyske Borussia Dortmund onsdag i næste uge på De Kuip i Rotterdam og derefter VM-slutrunden med det danske landshold.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her