Golf: Trængsel på drømmenes rute

Lyt til artiklen

En årsindtjening på næsten en million kroner er selvfølgelig attraktivt, men det har kostet surt slæb og sparsommelighed at nå så langt for golfspilleren Iben Tinning. 2001 var nemlig det første år, der gav overskud. Siden hun i oktober 1996 var blevet professionel, havde karrieren indbragt 1,2 mio. kr., og det dækker ikke de store rejse- og opholdsudgifter for en omkringfarende golfspiller. Det ændrede sig i 2001, da Iben Tinning med en ottendeplads på kvindernes European Tour tjente tæt på den magiske million. Med det økonomiske fundament i orden, er 28-årige Iben Tinning nu begyndt at sætte sig nye mål. Hidtil har en sejr været den forjættede målsætning, men i år handler det om kvalifikation til Solheim Cup, kvindernes pendant til mændenes Ryder Cup. »Men for at nå med, er jeg nok nødt til at vinde en turnering«, smågriner Iben Tinning om sin ændrede målsætning, der nærmest tangerer det selvmodsigende. Selv om Solheim Cup-kvalifikationen også handler om at tjene point og penge nok (Iben Tinning er nummer 13 på listen, hvorfra de 7 bedste er direkte kvalificerede til dette års turnering i Annaheim, USA), så er det selvfølgelig grundlæggende lysten til at spille golf, der er drivkraften. Og så selvfølgelig jagten på anerkendelse i forhold til de noget mere indtjeningsbegunstigede mænd, hvor eksempelvis hendes fætter Steen i denne uge blot skal blive nummer 14 i Frankrig for at tjene lige så meget som den kvindelige vinder på Tenerife. Kvindernes European Tour tyvstartede med to turneringer i Australien i februar og fortsætter nu med tre turneringer i maj. Yderligere en er aflyst, og når golfsæsonen burde være på sit højeste i juni-juli, må kvinderne holde seks ugers pause. »Det er dybt frustrerende at skulle holde pause, netop som man er kommet godt i gang midt i sæsonen. Der måtte meget gerne være fem-seks turneringer mere på sæsonplanen, men det er der åbenbart ikke sponsorer til«, konstaterer Iben Tinning. Hun placerede sig i top-20 i begge de australske turneringer, men har ikke de helt store forhåbninger til de kommende udfordringer på den spanske atlanterhavsø. »Det er en lille, smal bane, der ikke rigtigt passer til mit spil. Jeg slår nok noget længere end gennemsnittet, men driveren bliver ikke det foretrukne våben på den her bane«, forudser Iben Tinning, der under alle omstændigheder kan glæde sig over en rekordstor dansk deltagelse på ikke færre end seks spillere. Det samme antal danskere er til start i mændenes to turneringer i denne uge i henholdsvis Frankrig og Schweiz. På Challenge Touren ligger indtjeningerne under kvindernes, ikke mindst når man som danskerne kæmper for overhovedet at klare cuttet. Det er kun lykkedes for to af de seks, der deltager i Schweiz. En af de nye er 21-årige Brian Akstrup, der blev professionel sidste år, og deltager i Schweiz på et wildcard.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her