Golf: Skæverter med vanter og tophue

Lyt til artiklen

Vejret er genstand for evige klager, ikke blot blandt danske landmænd, men også blandt golfspillede professionelle uanset at de torsdag var spredt ud over hele Europa. I Paris måtte Anders Hansen indlede sin morgenrunde iført vanter og tophue, men det forhindrede ham ikke i at præstere en god runde, der gør ham til bedste dansker side om siden med Søren Hansen på niendepladsen. »Det var fint nok. Jeg spillede solidt på de første 14 huller, hvor jeg lavede fem birdies og en bogey, men så slog jeg et skævt slag på 15. hul, og så gik det hele lidt i stå«, forklarer Anders Hansen, der var oppe mod storm og regn i fire graders varme på Le Golf National, hvor Novotel Perrier Open de France har deltagelse af seks danske spillere. Bjørn nummer 22 Thomas Bjørn lavede tre birdies og en bogey på sin runde på 70 slag, der rækker til en 22.-plads, Søren Kjeldsen var hele scorekortet rundt, men endte i par 72 og er nummer 54 efter en runde med to eagles, to birdies, fire bogeys og en dobbeltbogey. Steen Tinning var på samme kurs, men mistede fem slag på de sidste tre huller og er helt ud af billedet med en score på 78 slag. »Jeg spillede skidt hele dagen og sluttede med en otter. Jeg slog syv dårlige slag og zigzaggede hen over fairway fra den ene rough til den anden«, fortæller Steen Tinning om sin afslutning. Svensker i front Anderledes positivt gik det svenskeren Mårten Olander, der deler føringen efter første runde med Colin Montgomerie og Jean-Francois Remesy. Den 31-årige svensker, hvis bedste placering sine ti turneringer i år er en 21.-plads, tangerede European Tour-rekorden med otte birdies i træk - hvilket reparerede en start med blandt andet to dobbeltbogeys. Dansker nummer tre i Schweiz I Schweiz var det en konstant faldende regn, der drillede feltet på Challenge Touren, hvor den sidste halvdel af feltet kun nåede halvvejs gennem runden. Den danske wildcard-modtager Brian Akstrup er nummer tre efter at have spillet færdig, og han kan satse på en top 10-placering, der vil udløse endnu et wildcard til næste uges turnering. Blæst på Tenerife På Tenerife var der hverken regn eller kulde, men til gengæld voldsom blæst, da kvinderne tog hul på deres European Tour-turnering, hvor Iben Tinning var bedste dansker som nummer 22, da halvdelen af feltet havde spiller færdig. »Jeg eksperimenterer med min puttning, for noget skal der ske. Det fungerer endnu ikke helt, specielt på de lange, så jeg havde blandt andet tre huller med tre putts på hver, men spillet og især det korte ind til greenen fungerer glimrende«, forklarer Iben Tinning.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her