2002 bliver måske året, som danske tennisinteresserede vil tænke på som vendepunktet, hvis vi om 20 år kan se en landsmand spille finale i Wimbledon eller French Open. I år begynder nemlig en lang march mod de øverste pladser på verdensranglisten for danske tennistalenter. Dansk Tennis Forbund har haft øjnene rettet mod de lande, der i dag har flest succesfulde tennisspillere. Forbundet har undersøgt, hvordan talentudviklingen foregår i for eksempel Sverige. Undersøgelsen er mundet ud i en helt ny struktur for udvikling af danske spillere. »For at styre træningsmængden er vi nødt til at have styr på talenterne. Derfor centraliserer vi i et vist omfang koordineringen af de unge talenters træning. Fra 1. maj kommer der tre kraftcentre, og senere skal der gerne blive i alt otte. Meningen er, at dygtige ungdomsspillere skal komme til kraftcentrene, fra de er omkring 10 år. Når de bedste af dem så er cirka 15 år gamle, tager vi dem ind på vores elitecenter i Farum«, siger landstræner Morten Christensen. Tennisklubberne i Birkerød, HIK og Århus 1900 bliver værter for de tre første kraftcentre. De næste centre bliver formentlig spredt mere geografisk, så de helt unge spillere ikke har så langt til dem. I år er det meningen, at tennisforbundet indgående skal kende udviklingen af 45-50 talenter. Om tre år skal det tal gerne være 130-140 spillere. Til nu har forbundet kun kunnet satse på omkring 10 talenter på samme tid. Netop udviklingen af de yngste spillere er en grundlæggende del af den nye strategi. Førhen satte forbundet først talentudviklingen ind for alvor, når spillerne var omkring de 15. »Før spillerne nåede 15-års-alderen, trænede de typisk ude i de mindre klubber. Når de bedste så blev hentet, fik de ofte et chok over, hvor meget mere de pludselig skulle træne. Det var for stor en mundfuld for mange af dem. Idéen er at lade dem træne mere i alderen 10-15, så springet til elitecentret ikke bliver så stort«, fortæller Morten Christensen. Undersøgelsen af, hvor meget nutidens internationale topspillere trænede, da de var unge, viste, at danske tennistalenter har fået langt mindre træning end talenterne i udlandet. »Vi har lavet en statistik for, hvor meget de gode spillere trænede, da de var i forskellige aldre. Ud fra statistikken kan vi se, at vore unge spillere har trænet mellem en tredjedel og halvdelen af, hvad de nuværende topspillere i verden trænede, da de var mellem 10 og 18 år«, siger den danske landstræner. Han spår, at Frankrig og Spanien samt til dels de østeuropæiske lande med Rusland i spidsen vil være de lande, der de næste år tager kampen op med USA om at være de bedste tennisnationer. Det er nemlig spillere fra de lande, der dominerer juniorturneringerne i øjeblikket.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Han nægter at lade sig betjene på engelsk, når han går på restaurant i Danmark
-
Ny måling: Danskernes tillid til ét europæisk land er femdoblet
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Derfor lukker festival: »Det er sværere i København, end vi havde forventet«
-
Wegovy, jeg slår op
-
Rejsebureau om turismen på elsket tropeø: »Det er gået helt bananas«
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























