Fodbold: Chefer på frierfødder

Lyt til artiklen

»Vi er bekymrede«. Så enkelt kan det siges, når lederne fra de største europæiske fodboldklubber taler om den nuværende krise i en række tv-selskaber, der har lovet klubberne milliarder af kroner til gengæld for retten til at vise fodbold i fjernsynet. Og det var netop de ord, lederne af organisationen G-14, der består af 14 af de allerstørste klubber i Europa, brugte, da G-14 forleden havde holdt møde med EU's kommissær for sport og kultur, Viviane Reding. Møde uden resultater Tonen efter mødet var høflig, da Viviane Reding mødte pressen sammen med ledere fra Real Madrid, Manchester United, Bayern München og Ajax. Et godt møde, forsikrede alle parter, efter at de blandt andet havde talt om tv-rettigheder, transferregler, uddannelse af unge og de økonomiske problemer i klubberne som følge af krisen på tv-markedet. Men det lød nu mest, som om det, der var foregået bag de lukkede døre, mest af alt havde mindet om en kedelig 0-0-kamp på Ikast Stadion. Der var ingen nye forslag, ingen aftaler og ingen løsninger på de problemer klubberne står over for - og der er stadig langt imellem, hvad EU-kommissionen opfatter som en fair fordeling af de midler, fodbolden får fra tv- pengene, og så de største klubbers ambitioner om at tjene mest muligt. »EU kan ikke gøre meget for klubberne, for så havde de allerede gjort det. Men det er vigtigt, at vi kender hinanden«, siger Thomas Kurth, der er direktør for G-14. Store interesser på spil Men klubberne møder ikke op i stærkeste opstilling til et møde med EU-kommissæren bare for sjov eller for at udveksle høfligheder. G-14 har meget store interesser på spil i EU-systemet, blandt andet fordi EU-kommissionen har bremset UEFA's aftaler om salg af tv-rettighederne til Champions League. EU's konkurrencekommissær mener, at det forslag, UEFA lagde på bordet sidste år, strider imod EU's regler. Et samlet salg af rettigheder til alle kampene over en lang periode ødelægger konkurrencen og begrænser seernes muligheder for at komme til at se kampene, mener han. Parterne har forhandlet siden juli sidste år, og ifølge konkurrencekommissærens talsmand, Amelia Torres, er de tæt på at nå til enighed. »Vi er optimistiske med hensyn til at finde en løsning i løbet kort tid«, siger hun. Loft over lønninger Men tv-rettighederne er ikke den eneste årsag til, at det er vigtigt for fodboldklubberne at have et godt forhold til EU-kommissionen. Blandt de europæiske storklubber er der enorm bekymring over, at udgifterne løber løbsk, fordi lønninger og transfersummer til spillerne er eksploderet de senere år. Og med udsigten til færre indtægter på grund af krisen i tv-branchen, er det nødvendigt at finde sparekniven frem i en lang række klubber, siger Manchester Uniteds administrerende direktør, Peter Kenyon. »Italien og Spanien ligger forrest, når det gælder lønninger, men de stigende omkostninger er et problem i hele Europa«, siger han. Fælles regler for regnskaber Klubberne i G-14 arbejder derfor på at lave et sæt fælles regler, der skal gøre klubbernes regnskaber nemmere at gennemskue og sammenligne. G-14 overvejer også regler om, hvor store lønninger og overgangssummer klubberne må betale i forhold til deres økonomi. Men hvis G-14 laver den slags regler, kan de igen komme i karambolage med EU's konkurrenceregler, og derfor er det vigtigt for klubberne allerede nu at sikre sig et godt forhold til den magtfulde EU-kommission. »Vi vil i dialog med EU, fordi kommissionen nøje overvåger fodboldens verden«, siger Ajaxs præsident, Michael van Praag. EU: Klubber må slev klare krisen EU-kommissionen mener dog, at klubberne først og fremmest selv må klare den nuværende krise, men en eventuel aftale om et loft over spillernes lønninger vil blive vurderet nøje, siger Christophe Forax, der er talsmand for kultur- og sportskommissæren. »Det ville være godt, hvis klubber og spillere i Europa lavede kollektive forhandlinger, men vi vil undersøge, om et system med loft over lønningerne vil være acceptabelt i forhold til EU's konkurrenceregler«, siger han.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her