Trav: Varenne klappet i mål

Lyt til artiklen

Det hører til sjældenhederne, at en kusk begynder at klappe sin hest et godt stykke tid før målstregen. Men når det handler om den italienske verdenschampion Varenne, så er konkurrenterne som regel forladt gennem opløbet, og så kan kusken Giampaulo Minucci interessere sig for showet og for publikum. Lørdag vandt parret Olympia-travet på Åby Travbane i Gøteborg, og med en førstepræmie på 800.000 skr. holdt hesten sin gennemsnitsindtjening på næsten 600.000 da.kr. pr. optræden, der som regel tager omkring to et halvt minut. Det var sejr nr. 53 i start nr. 62. Selv om Varenne mødte det i fem starter ubesejrede par Etain Royal og Stig H. Johansson, var italieneren kæmpefavorit til odds 1,13, og i V75-spillet faldt kun 11 af 949 overlevende kuponer fra ved denne sejr. Væddeløbet blev udramatisk, da Varenne og Giampaulo Minucci efter et sving i andet spor overtog føringen fra Egon Lavec (Lutfi Kolgjini) og herefter sænkede fart. Det pressede næstfavorit Etain Royal frem i andet spor fulgt af danske Axwill, der pludselig galoperede umotiveret for Bent Svendsen. Første kilometer blev kørt efter kilometertiden 1 minut og 14 sekunder, og så satte Varenne fart. Hestene i bagfeltet kom håbløst bagud, Etain Royal måtte slippe grebet, og kun Egon Lavec var i stand til at hænge på. Midtvejs i opløbet trak Lutfi Kolgjini Egon Lavec ud til angreb og lignede et øjeblik en trussel, men så gik det op for både ham og publikum, at Varenne slet ikke havde foldet sig ud endnu, for da Minucci bad hesten om at gøre jobbet færdigt, eksploderede den i en speed, som man sjældent eller aldrig har set magen til. Vindertiden blev 1 minut 12,8 sekund på distancen 2140 meter med en afslutning på 500 meter efter 1 minut og 8 sekunder, selv om Varenne først blev sat i topfart 300 meter før målstregen. Den syvårige italiener er en verdenschampion i sin helt egen division. Danske Knud Mønster fik en flot andenplads i Sølvdivisionen til en præmie på 125.000 skr. efter føring med Jim Lucky Heart.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her