Bordtennis: EM slankes før Århus

Lyt til artiklen

Syvendepladsen i holdturneringen var godt nok en tilbagegang i forhold til fjerdepladsen og bronzemedaljerne for to år siden i Bremen, men europamesterskaberne i Zagreb har ikke desto manifesteret Danmarks rolle i den europæiske bordtenniselite. Bliver i Superdivisionen Uden den fodskadede Michael Maze til rådighed formåede de fire øvrige mandlige spillere at ramme topformen og være snublende tæt på at slå Østrig i kvartfinalen, og med den indledende sejr over værtsnationen Kroatien er Danmark i hvert fald sikret forbliven blandt de tolv bedste i den europæiske Superdivision. Dermed skal Danmark i perioden frem til EM i Courmayeur om et års tid blot spille om seedningerne i Superdivisionen. Med til medaljer »Med en Michael Maze i topform til disposition skal vi være med til at spille om medaljerne. Det var fornemt, at vi uden Maze kunne blive i Superdivisionen, og vi spillede fire gode holdkampe«, erklærer landstræner Peter Sartz fra Zagreb, hvor de individuelle turneringer i går klikkede i gang i de tre haller, der udgør Sport Hall. Om tre år er det så i Århus, det gælder kampen om de europæiske titler. Danmark var eneste ansøger, da fristen udløb, og den danske delegation blev i går lovet, at det var en tekniske formalitet, at Det Europæiske Bordtennisunions eksekutivkomité på et møde i dag konfimerer det danske værtskab. »Der er nedsat en arbejdsgruppe, der skal fremsætte et forslag til en fremtidig struktur for mesterskaberne. Den blev pålagt, at holdturneringen fortsat skal være en del af stævnet, men vi så meget gerne, at turneringen i det hele taget blev slanket noget«, forklarer Dansk Bord-Tennis Unions generalsekretær, Dorte Cronsell. Skrumpet EM EM-turneringen er allerede skrumpet i kraft af, at der i holdturneringen allerede fra i år spilles ren knockout-turnering mod tidligere i indledende puljer. I forvejen er VM tidligere blevet delt op, så holdturneringen og de fem individuelle rækker afvikles med to separate stævner i forskellige år, men det sker altså ikke med EM. Ved dette års EM tager de mandlige singlespillere torsdag hul på 1. runde med udsigt for flere af dem til tidlige møder med nogle af de svenskere, der i tirdags vandt holdguldet for 14. gang. På tidlig kollisionskurs Allan Bentsen har fået den bedste lodtrækning af danskerne, men står til i 3. runde at møde Jörgen Persson, der imidlertid er hæmmet af en skade, og de to er også på tidlig kollisionskurs i herredouble, hvor Bentsen og Tugwell skal møde Persson og Jan-Ove Waldner i en eventuel 3. runde. I holdturneringen gjorde Martin Monrad det glimrende, men bedst var faktisk Mads Sørensen, der kom med i de to afsluttende placeringskampe mod Tjekkiet og Jugoslavien og spillede tre kampe uden at tabe mod Marek Klasek (92), Rade Markovic (226) og Aleksandar Karakasevic (63). Fantastisk femtemand »Mads startede sæsonen som nummer 211 på verdensranglisten, men nu er han vel nærmest på vej ind i top-100. Det er en fantastisk bedrift«, roser Peter Sartz den danske femtemand. På verdensranglisten per 1. april er Allan Bensten nummer 50, Michael Maze trods en lang pause fortsat nummer 53, Finn Tugwell er avanceret 23 pladser i kraft af blandt andet Qatar Open, hvor han besejrede Jörgen Persson, og er tredjebedste dansker som nummer 87, mens Martin Monrad er røget ned som nummer 96.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her