Fodbold: Pokalfeber i Randers

Lyt til artiklen

Det er efterhånden længe siden, der sidst har været fodboldfeber i Randers. Helt tilbage i slutningen af 1960'erne og begyndelsen af 1970'erne vandt Randers Freja godt nok tre gange pokalfinalen ovre i Københavns Idrætspark, men tingene har unægtelig ændret sig. I dag er det for eksempel håndboldkvinderne fra Randers HK, der dikterer, hvornår Freja spiller sine hjemmekampe i 1. division, mens de få lokale støtter kan berette, at flere af firmaerne bag bandereklamerne på det gamle Randers Stadion for længst har drejet nøglen om for sidste gang. Randers i pokalsemifinale Derfor er det også den helt rigtige sæson, Politikens serie om pokalkampene 'Fra marken til Parken' er nået til Kronjylland, for da kvartfinalen mellem Randers Freja og de forsvarende pokalvindere fra Silkeborg blev fløjtet af, var det hjemmeholdets træner Kim Poulsen, der kunne hoppe det meste af en meter op i luften for at fejre en sejr på 3-2 og dermed en plads i semifinalen. »Det her er virkelig noget, der betyder meget både for Randers og for klubben. Rent fodboldmæssigt har byen ligget i dvale, men den her sejr vil helt sikkert give noget ægte pokalstemning. Samtidig får vi nu en tv-kamp, og det er altså også noget, der betyder noget, når klubbens nye ledelse prøver at sælge sig selv til sponsorerne«, forklarede Kim Poulsen efter kampen, der ganske rigtigt solgte både Randers Freja og pokalturneringen godt for de knap 2.000 tilskuere. Forrygende start De blev for eksempel vidne til et fuldstændig forrygende første kvarter, hvor Silkeborg to gange nåede at være foran, men hvor hjemmeholdet begge gange udlignede kort efter. Først var det den gamle Randers-dreng Jesper Thygesen, der efter et lille minuts pokalfodbold mod sit gamle hold pressede Freja-forsvaret til et selvmål, og med den start begyndte de første tilskuere allerede at tænke på, om de måske skulle droppe 2. halvleg og i stedet nå hjem til eftermiddagskaffen. Bare fire minutter senere udlignede den skævbenede angriber Michael Laursen - bror til den lige så skævbenede Mogens Laursen - imidlertid til 1-1 efter hjørnespark, og søreme om ikke Laursen gentog kunststykket, da Lars Brøgger med et følt lob havde bragt gæsterne fra Superligaen foran igen. Savn i Silkeborg Så holdt de to hold en lille scoringspause, men umiddelbart inden pausen blev den lokale tekniker Svenne Poulsen væltet i feltet, og via overliggeren sendte Morten Lauritsen straffesparket ind til Randers-føring på 3-2. Det havde Silkeborg 45 minutter til at ændre på, men gæsterne savnede tydeligt den skadede angriber Bo Nielsen og fik på intet tidspunkt lagt pres på de undertippede modstandere, der dermed gjorde pokaloverraskelsen til en realitet. »Så nu kan du roligt komme igen til semifinalen i næste uge. Vi har kun to kampe til Parken«, lød afskedsordene fra Kim Poulsen efter en fin dag på Randers Stadion.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her