Fodbold: Dansk nederlag til Irland

Lyt til artiklen

Onsdag aften tabte det danske fodboldlandshold venskabskampen mod kollegerne i Irland 0-3. Morten Olsen led sit kun andet nederlag som landstræner for det danske fodboldlandshold, da Irland onsdag aften vandt 3-0 i venskabskampen foran 42.000 tilskuere på Lansdowne Road i Dublin. Kampen var den dårligste overhovedet under Morten Olsen, og den afslørede, at Danmark to måneder før det går løs i Sydkorea og Japan langt fra er i VM-form, når holdet ikke stiller i den stærkeste opstilling. Det reservespækkede danske hold fik aldrig gang i det velkendte fremadrettede spil på den irske nationalarena, der mere lignede et slidt klæde på et gammelt billardbord end en fodboldbane, og irerne dominerede fra start til slut. Ian Harte, Robbie Keane og Clinton Morrison stod for de tre irske fuldtræffere. Morten Olsen: De var bedre »Man må sige, at irerne var bedre i alle detaljer. Vi kan ikke være tilfredse på nogen måde. Det var en svær kamp, der blev spillet under nogle forhold, hvor de var bedre og mere boldsikre. Man må sige, at vi sov de første 30 minutter, og det var bare ikke godt nok. Vi kom i problemer, omvendt så kan de ikke spille i det tempo i Japan og Sydkorea på grund af varmen. Men de er gode ingen tvivl om det, de slog blandt andet Rusland 2-0«, lød det fra landstræner Morten Olsen efter kampen. Landstræneren var utilfreds med den dårlige grønsvær, men understregede, at danskerne udmærket kendte forholdene på forhånd. »Vi vandt ikke duellerne, og jeg tror, mange af spillerne var overraskede over det pres, de blev udsat for. Det er de ikke vandt til fra mange af de europæiske turneringer, og det gælder ikke kun i Superligaen. Irland var også teknisk bedre end os, de reagerede hurtige og vendte sig hurtigere rundt«, konstaterede Morten Olsen.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Group 2

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her