Badminton: Vraget double er rasende

Lyt til artiklen

En håndfuld skader sætter deres markante præg på den danske trup til næste måneds EM i badminton i Sverige. Men mens der synes at være en vej ud af de problemer, er der et mere uforsoneligt skær over den konflikt, der brød ud, da landstræner Steen Schleicher Pedersen ved udtagelsen af spillerne i går vragede DM-finalisterne i herredouble, Jesper Larsen og Jim Laugesen. Grotesk udtagelse »Det er dybt grotesk. Vi har fået at vide, at vi p.t. er dårligere end de to andre par, men det har jeg svært ved at se. Jim og jeg har tabt tre kampe: en til de bedste indonesere, en til de bedste koreanere og DM-finalen, hvor jeg var syg«, siger Jesper Larsen og mere end antyder, at EM-billetterne til Jonas Rasmussen/Lars Paaske er havnet i de forkerte hænder. »Ved DM slog vi dem 3-0 i sæt til ni point - og med 9-0 i tredje«, fortsætter den vragede DM-sølvvinder, der så et stykke henad vejen bedre kunne have accepteret en forklaring om, at der er tale om en fremtidssatsning med udtagelsen af konkurrenterne. Føler sig tilsidesat Jesper Larsen gav sin holdning til kende på et møde med landstræneren i går og kaldte det stærkt demotiverende at opleve, hvad han kalder en 'filosofisk' udtagelse - og det endda for anden gang i karrien. Han har tidligere i sit samarbejde med Jens Eriksen følt sig tilsidesat af den assisterende landstræner med ansvar for doublerne, der dengang hed Steen Schleicher Pedersen. Naturligt skuffede »Rasmussen og Paaske er 'hans' par, mens Jim og jeg selv fandt sammen - det er måske også en del af forklaringen«, siger Jesper Larsen, der forudser problemer med at skaffe sponsorer og at genfinde engagementet som professionel badmintonspiller oven på denne skuffelse. »Ved udtagelserne har vi i sagens natur ikke kunnet stille alle tilfredse. Dem, der ikke er udtaget, er naturligvis skuffede. Det er, som det skal være. Var de ikke skuffede, skulle de ikke være med på dette niveau«, siger landstræner Steen Schleicher Pedersen, der under alle omstændigheder holder fast ved den danske favoritværdighed i alle rækker. Mange herrer-skader Kvinderne tager til Sverige i stærkest mulige formation, mens skaderne plager herrerne. Peter Gade er helt ude, Michael Søgaard har senest vredet om på sit ene knæ, Kenneth Jonassen har også knæproblemer, Anders Boesen har beskadiget en tå og Peter Rasmussen skal passe på ikke at overbelaste ryggen i den kommende tids træning. Bortset fra Kenneth Jonassen og Peter Rasmussen tager hele EM-truppen med den danske delegation på lørdag til Korea Open, mens kun de vragede fortsætter til Japan Open.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her