Håndbold: GOG slog Slagelse

Lyt til artiklen

»Alt udsolgt«, stod der i billetlugen ved indgangen til Gudmehallerne på Fyn, da GOG's håndboldkvinder mødte Slagelse FH. De 1.950 tilskuere så GOG vinde en af sæsonens vigtigste kampe i Håndboldligaen, og dermed er fynboerne næsten sikre på en plads i slutspillet. Det store, larmende hjemmepublikum arbejdede for sejr til de gule GOG'ere fra tilskuerpladserne. Om det var en hel times konstant hyldest til heltene, der gjorde forskellen mellem holdene på banen, er uvist. Men sikkert er det, at fynboerne formåede at rejse sig fra at være bagud med fire mål til i en eksplosion af energi at hente sejren og de vigtige point hjem. Slagelse brød uvane De første ti minutter af kampen så det ud, som om Slagelse-holdet gentog mønsteret fra de foregående kampe: At komme bagud med så mange mål, at sejr er en saga blot. Efter ti minutters spil var hjemmeholdet foran 7-4, men så trådte gæsterne i karakter og spillede sig forbi GOG i målstatistikken. Samtidig fik vestsjællænderne styr på forsvaret og bremsede totalt alle potentielt farlige situationer med en flad 6-0-opdækning og Camilla Andersen som GOG-profilen Ditte Andersens faste følgesvend. Camilla Andersen gjorde en forskel Og det var ikke kun i forsvaret, Camilla Andersen gjorde en forskel. Hun var mødt op med flere skyts i skudarmen og scorede ikke mindre end otte mål i første halvleg. Og så virkede det, som om holdet endelig fik bredden med i spillet, hvor især stregspilleren Mette Melgaard var stærk og stod bag syv af holdets mål. I løbet af første halvleg arbejdede Slagelse-holdet sig op på en firemålsføring og kunne gå til pausen med resultatet 15-18. Målvogter stoppede Camilla Andersen I anden halvleg fik GOG's målmand Mette Iversen stoppet målmaskinen Camilla Andersen, og langsomt halede hjemmeholdet ind på gæsterne. Efter knap elleve minutters spil kunne GOG's Winnie Mølgaard udligne til 22-22 og derefter bringe holdet foran med et veludført straffekast. Slagelse forsøgte ihærdigt at følge med hjemmeholdet, men i slutningen af kampen trak GOG'erne fra. Med humør, energi og spilleglæde fastholdt Rikke Hørlykke, Winnie Mølgaard og resten af holdet forspringet og kæmpede sig til sejr og de forløsende to point med slutresultatet 34-32. »Sådan en kamp som denne her afgøres på dagen. Vi var nede med flaget på et tidspunkt, men fandt spilleglæden i de vigtigste perioder. Til sidst føler jeg, at det var os, der havde det ekstra overskud og viljen til at vinde«, fortalte en glad og svedende Rikke Hørlykke efter kampen. Ingen vagtfolk Den analyse svarer til oplevelsen fra tilskuerpladserne. Slagelse-holdet spillede indædt og til tider vredt, mens træner Anja Andersen vandrede frem og tilbage ved sidelinjen som en tiger i bur. Samme Andersen havde før kampen i Gudmehallerne meddelt, at hun ville medbringe sit eget vagtkorps, der skulle beskytte spillerne mod ondsindede GOG-tilhængere. Men man så hverken noget til vagtfolk eller onde fans, og i GOG kendte ingen noget til Anja Andersens planer om at medbringe forstærkning. Slutspil i fare for Slagelse Med nederlaget til GOG bliver det svært for Slagelse at komme med blandt de fire hold, der mødes igen i slutspillet. Ikast-Bording og Viborg er helt sikre på en plads i det fineste selskab, mens Randers ligner en tredjeplads. Kampen om den sidste billet står mellem GOG og Slagelse, og efter sejren har GOG'erne et point mere end konkurrenten. GOG har samtidig to forholdsvist nemme kampe tilbage, mens Slagelse kan se frem til tre udebanekampe, hvoraf den ene er mod førstedamerne fra Ikast-Bording.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her