Fodbold: Lejesvend i ny rolle

Lyt til artiklen

Mikkel Beck scorer ikke, men alligevel vinder aalborgenserne hver gang. Michael Silberbauer og tabernes målmand var de bedste på Ikast stadion. Da Mikkel Beck i foråret 2000 blev hentet til AaB som lejesvend i 13 Superligakampe, scorede han 10 gange. I denne omgang har den luftstærke angriber fra franske Lille foreløbig spillet tre kampe for aalborgenserne i den bedste danske fodboldrække uden at lave mål, og det ærgrer ham sikkert. Men ærgrelsen er til at leve med, fordi Mikkel Beck har været med til at sætte AaB rigtig godt i gang med anden halvdel af sæsonen, hvor AaB med den tredje sejr på stribe, 1-0 i aftes i Ikast over FC Midtjylland, har udbygget sin position som oplagt medaljekandidat. Mikkel Beck brændte to store chancer i aftes. Først fik han kun snittet bolden med panden på et fint indlæg fra Michael Silberbauer, og i slutfasen sparkede han fra en fri og meget gunstig placering tæt under mål bolden lige forbi den ene stolpe. Til gengæld havde Mikkel Beck en afgørende fod med i situationen, da Andres Oper lavede gæsternes fortjente sejrsmål. Med en lang tå forlængede han en hovedstøds-aflevering fra Thomas Augustinussen, så Oper blev fri og let kunne sparke bolden forbi FC Midtjylland-målmanden Peter Skov-Jensen. Han (Peter Skov-Jensen) viste i øvrigt rigtig godt og fornuftigt spil mellem stængerne, hvor han både placerede sig klogt og reagerede godt både på skud og centringer fra siderne. Michael Silberbauer lyste op som AaBs mest spændende og kreative spiller med en masse friske gennembrudsforsøg og dribleture fremad banen, og den talentfulde offensivspiller var meget tæt ved at øge til 2-0 med et kanonskud som afslutning på et herligt, energisk gennembrud. Mens AaB uden store problemer klarede at undvære den skadede anfører, midtstopperen Kleber Saarenpää, var det svært for FC Midtjylland at spille uden den erfarne midtbanemand Thomas Thomasberg (karantæne) og topscoreren Morten Skoubo. Hjemmeholdets spil var i lange perioder for let at læse for gæsterne, der dækkede godt op, pressede fint og lukkede områderne af, så hjemmeholdet sjældent kunne komme over kanterne og spille sig frem til chancer. Stefan Bidstrup og Peter Tranberg var et par slidstærke, effektive midtbanefolk hos AaB, der producerede flere farlige indlæg fra siderne og spillede større gennembrudskraft og dynamik og mere varieret end FC Midtjylland. Mod slutningen af kampen satsede FCM-træner Ove Pedersen ved at skubbe en mand frem fra den bageste kæde, og der kom to gode udligningstilbud ud af hjemmeholdets slutoffensiv. Men Jens Jessen headede et indlæg fra Kenneth Møller Pedersen, der indimellem viste sit gode blik for fremspillet og diskede op med udmærkede afleveringer. Og indskiftede Mogens Laursen løftede bolden over mål, da AaB-keeper Jimmy Nielsen havde vovet sig unødigt langt ud af sit mål.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her