Fodbold: Grønkjær i VM-form

Lyt til artiklen

Jesper Grønkjær er kommet ud af vintermørket, frisk og langt om længe skadesfri, og spiller sig med fuld fart i VM-form i tide op til slutrunden til sommer. En af den elegante kantspillers beundrere er landsholdskollegaen Thomas Sørensen, der midt i skuffelsen over, at han med Sunderland blev slået 4-0 af Grønkjær og Chelsea i lørdags i den engelske Premier League, fryder sig på Danmarks vegne over Jesper Grønkjærs fornemme comeback. Imponerende form »Når man tænker på, at Jesper har holdt pause i flere måneder, er det imponerende form og spil, han har vist på det seneste i England«, siger Thomas Sørensen. »Han har lavet mange gode og smarte ting i de tv-klip med højdepunkter fra Chelseas kampe, jeg har set, og mod os var han helt på toppen«. »Han var lige så hurtig på fødderne, udfordrende og driblestærk i sit spil, som han var, før han gik så alvorligt i stykker i efteråret. Og hans afleveringer ind foran mål havde høj klasse og var farlige - og besværlige for mig som målmand«. Bedre rustet til VM »Det passer meget fint, at Jesper kan spille sig i endnu bedre form i Premier League i de næste par måneder. Med ham tilbage i landsholdstruppen står vi endnu bedre rustet til VM-slutrunden«. Jesper Grønkjær er uden tvivl med i den trup, som landstræner Morten Olsen tirsdag eftermiddag offentliggør til venskabskampen mod Irland i Dublin 27. marts. Til midtbanen kan man vente, at FC Københavns Christian Poulsen kommer med i stedet for den langtidsskadede Peter Nielsen fra Borussia Mönchengladbach, og det kan tænkes, at Morten Olsen tager en debutant med som gardering til en plads i midterforsvaret. Krøldrup anbefaler sig Efter ligalandskampen mod Norge fremhævede Morten Olsen Viborgs Thomas Frandsen, der både kan spille på midtbanen og i den bageste kæde. Nogle spekulerer i, han kan blive udtaget. Og nede i Italien har Per Krøldrup anbefalet sig på Udineses serie A-hold. »Krøldrup har gjort store fremskridt, siden han kom til Udinese. Fysisk står han stærkt, han er god i luften, og så er han så god en fodboldspiller, at han spiller sig ud af mange problemer«, lyder en vurdering til Ekstra Bladet fra Martin Jørgensen af den unge eks-B.93er. Martin Jørgensen selv var ikke med hos Udinese i weekenden. Han er plaget af en blodsamling i det ene lår. Tipsbladets statistikere kan fortælle, at Martin Jørgensens forventede afbud til Irland-kampen bliver det tiende i de 17 kampe, Morten Olsen har haft ansvaret for det danske landshold.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her