Cykling: Det stærke hold må vente

Lyt til artiklen

Laurent Jalaberts markante optræden i Paris-Nice udmøntede sig mandag i, at han avancerede fra 14.- til 11.-pladsen, da den internationale cykelunion UCI offentliggjorde den nyeste udgave af verdensranglisten. Ingen succes Men i samme åndedrag må det konstateres, at det danske professionelle firmahold CSC Tiscali ikke bare tilnærmelsesvis har udsigt til tilsvarende succes i Tírreno-Adriatico. Og det indebærer rent konkret, at kun en enkelt af de otte ryttere, mandskabet i øjeblikket har i aktion på de italienske landeveje, fortsætter direkte til sæsonens første klassiker Milano-Sanremo på lørdag. »Jeg mener, Jalabert har en stor chance for en topplacering også i Milano-Sanremo, så derfor skal han have den stærkest mulige opbakning. Og det betyder altså, at Jakob Piil er den eneste fra Tirreno-holdet, som også stiller op i World Cup-premieren«. Den stærkeste trup »Oprindelig var det meningen, at også Michael Blaudzun skulle have været med, men han er endnu ikke helt på toppen efter sine helbredsmæssige problemer, så han erstattes af Danny Jonasson, fortæller CSC Tiscali-bossen Bjarne Riis, der afslører, at han samler alle sine trumfer for første gang i Baskerlandet Rundt. »Der præsenterer vi vor stærkeste trup her i den første halvdel af sæsonen. Og den kommer på næsten alle pladser til at være identisk med den, vi sender af sted i Giro d'Italia. I Giroen skal Tyler Hamilton være kaptajnen med støtte af spanieren Carlos Sastre«. Giroen vigtig »I Baskerlandet Rundt får de desuden selskab af Jalabert samt de tre spaniere Francisco Cerezo, Marcelino Garcio samt vores debutant Manuel Calvente og så besætter Nicki Sørensen og Michael Rasmussen de sidste pladser. Bedre kan vi ikke gøre det lige nu, så jeg er meget spændt på, hvordan den opgave forløber. Også med henblik på Giroen, for den er vitterligt meget, meget vigtig for os«. I øjeblikket er Tyler Hamilton i gang med at gennemkøre nøgleetaperne i Giro d'Italia sammen med den nyengagerede sportsdirektør Jørgen Marcussen, og amerikaneren slutter sig derefter til holdet, som på lørdag træder an i Milano-Sanremo. Lav profil På mandagnes etape i Tirreno-Adriatico havde hverken CSC Tiscalis repræsentanter eller de andre deltagende danskere indflydelse på udfaldet. De 150 km fra Rieti til Torricella Sicura havde Saecos Danilo Di Luca først over stregen - hans anden gevinst i løbet. »Vi har holdt lav profil i dette løb. Ikke med vilje, men sådan skulle det altså være. Og selv om der måske nok er en enkelt eller to, som jeg havde forventet mig lidt mere af, synes jeg egentlig, det hele ser ganske fornuftigt ud i forhold til den formprogrammering, der er tilrettelagt«, fastslår Bjarne Riis.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her