Vejen til VM: Muslinger, petanque og Atlanterhavets brusen

Lyt til artiklen

Bruset. Den umiskendelige lyd af bølger, der løber mod molen af sten, som slynger vandet op i luften og får det til at plaske på kajen. Varmen. Den umiskendelige følelse af noget lys, der brænder let og behageligt på huden, som plejer at være dækket af store trøjer eller tykke jakker. Glæden. Den umiskendelige lyd af udbrud fra voksne stemmer over en god præstation et eller andet sted på petanque-banen nedenfor. Man hygger sig Vi er i Capbreton. En lille sydfransk ferieby, der er vågnet op til foråret og 25 grader. Nede ved floden, der løber ud i Atlanterhavet, sidder mændene og fisker efter en fisk, som vi ikke forstår navnet på. Om de fanger noget? Det er ikke helt sikkert, men de hygger sig i klapstole med madpakke og en lille smule slik. Nysgerrige franskmænd går tur ud til fyret, mens de læner sig fremad for at trodse blæsten. Vinden gør bølgerne ekstra store, inden de bliver sluppet løs og bliver kastet højt op i vejret - spaltet i tusindvis af dråber - inden de plasker ud på molen. Ældre herrer spiller petanque I læ sidder tre ældre damer - den ene fra Marokko - og nyder de mange varme grader, mens de fortæller hinanden om deres historier og om det, der går forbi på gaden. De spiser muslinger og drikker kølig øl, som samler kondens og efterlader en lille våd ring på bordet, når den solbrændte tjener fjerner de tomme glas. De sidder og kigger på petanque-turneringen på den anden side af vejen. En stor samling ældre herrer - der er nogle enkelte på omkring 40 - og et par kvinder kaster rundt med blanke metalkugler, mens de pjatter og håner hinanden for de mere eller mindre tvivlsomme kast. De kommer alle sammen fra den lokale klub, Amicale Petanque Carreton Plage. Den har slået døren op nede for enden af banen, hvor den gemmer på et klublokale og en lille bar. En optimistisk svømmer Et par af mændene har smidt trøjen, men de fleste gemmer sig under en hat og iført shorts eller lange løse bukser. Det er ikke til at sige, hvem der vinder, som de går frem og tilbage for at kaste med kuglerne. De måler op, skridter af og finder en lille magnet i en snor, når de skal samle deres kugler op fra jorden. Længere henne er en familie ved at gøre deres forretning klar til sommerens invasion. Skodderne er trukket for, men inde bagved kværner en elektrisk sav, mens 'lille-mor' går rundt udenfor og vasker isdiskene af. Tre skolepiger har slået lejr på en terrasse i 1.-sals højde. De sidder og leger med hinandens hår og peger ad en enkelt optimist, der har kastet sig ud i bølgerne, for at få sig en dukkert. Tirsdagen i marts Længere ude suser en vandmotorcykel forbi i hæsblæsende tempo, mens pandekagemanden på parkeringspladsen hælder dej på sin pande til en enlig kunde, der står og snuser efter duften fra boden. Sådan ser der ud i Capbreton - en helt almindelig tirsdag i marts.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her