Valget af ny formand og afstemningen om en ny turneringsstruktur for danmarksturneringen med udvidelse af antallet af divisionshold fra 44 til 56 og genindførelse af slutspil står som de to hovedpunkter på lørdagens repræsentantskabsmøde i Dansk Boldspil-Union. Men fredag aften bredte der sig blandt fodboldlederne samlet i Odense den opfattelse, at strukturforslaget vil blive trukket og gemt et års tid. Forklaringen er den kraftige modstand blandt breddefodboldens ledere, og de er i flertal i repræsentantskabet. Også i divisionsklubbernes rækker er der modstandere af forslaget, fordi turneringsstrukturen er for indviklet. Breddefodboldens folk er imod forslaget, fordi det skal kædes sammen med en økonomidel, der bl.a. omhandler fordelingen af sponsor- og tv- indtægter blandt klubberne og mellem DBU og klubberne. Strukturudvalget har ikke før i går fremlagt forslaget i sin helhed, og mange finder det uanstændigt og urimeligt, at det sker i sidste øjeblik før repræsentantskabsmødet. Divisionslederne, med Brøndbys Per Bjerregaard og Skives Hans Kurt Larsen i spidsen, der har udarbejdet forslaget, fremlagde det for DBU's forretningsudvalg og den fynske formandskandidat Allan Hansen. DBU's samlede bestyrelse, der havde møde forinden, fik intet at vide. I aftes var der hektisk mødeaktivitet, og det kan ikke udelukkes, at klubberne i protestdemonstration over for Poul Hyldgaard og lokalunionslederne fastholdet forslaget vel vidende, at det bliver nedstemt. Forslagsstillerne og toplederne i klubberne håber så på et mere positivt og frugtbart samarbejde med DBU-toppen, når der kommer nye folk i bestyrelsen og på formandsposten, hvor enten Allan Hansen eller den nuværende næstformand Henning R. Jensen skal sidde de næste fire år. Og om et år kan den nye turneringsstruktur blive vedtaget.
Fodbold: Forsinkelse af ny turnering
Lyt til artiklen