Fodbold: Laudrup åbner rådgivningsfirma

Lyt til artiklen

Listen over danske fodboldagenter får et nyt prominent navn, efter at Brian Laudrup mandag fremlagde grundlaget for den rådgivningsvirksomhed, der allerede sidste år var i støbeskeen, men som nu er en realitet. Da Politiken første gang omtalte planerne, var det ellers meningen, at både Brian og Michael Laudrup skulle være involveret i projektet, men på grund af jobbet som assisterende landstræner har storebror Michael trukket sig helt ud af det nye rådgivningsfirma, der til gengæld får en anden tidligere landsholdsspiller som direktør. Ud over Brian Laudrup tæller det nye tremandsfirma, som bærer navnet European Sports Group, nemlig Jakob Friis-Hansen samt advokaten Thomas Monberg, der tidligere har været direktør i Fremad Amager. Officielt begynder firmaet først for alvor arbejdet i begyndelsen af næste måned, hvor Jakob Friis-Hansen efter planen får den officielle FIFA agentlicens, men allerede nu ligger det klart, at European Sports Group til at starte med vil have en kundekreds bestående af 17 spillere, som Jakob Friis-Hansen tager med sig fra sit foregående job i det amerikanske rådgivningsfirma IMG. Listen tæller blandt andre Jan Michaelsen, Morten Petersen og Allan Olesen. Derudover regner trekløveret med, at en række spillere selv vil henvende sig for at udnytte den erfaring og de kontakter, der skal danne grundlag for rådgivningen. »Vi træder ind på det her marked, fordi vi tror, vi kan gøre en forskel. De erfaringer, der ligger hos Brian og Jakob, er helt uforlignelige. De har prøvet det hele på deres egen krop, samtidig med at de har de nødvendige kontakter over hele Europa. Selv kan jeg bidrage med alt det juridiske«, siger Thomas Monberg, der lægger meget vægt på, at det nye selskab skal operere ud fra strenge etiske principper i en branche, der ellers notorisk har haft et blakket image. »Tanken er, at alt det, både Brian og Jakob har stået for i deres karriere, også skal gå igen i firmaet her. Vi vil gerne levere en form for hel rådgivning, hvor det ikke nødvendigvis handler om at få solgt en spiller så hurtigt som muligt. Det skal være til den rigtige klub - både for spilleren og for klubben«, lyder det fra advokaten. Han forklarer, at European Sports Group derfor har etableret samarbejde med Danske Bank samt et revisorfirma, der skal tage sig af det økonomiske og skattemæssige, mens begge de tidligere landsholdsspilleres koner også er blevet involveret. »Min erfaring siger mig nemlig, at specielt unge spillere ofte har brug for hjælp til meget af det praktiske, når de flytter til et nyt land. De fleste vil nok umiddelbart tro, at den hjælp findes i de store klubber, men det er faktisk utrolig sjældent, og både Brians og min kone kan give mange gode råd i forbindelse med alt lige fra boligkøb til valg af skoler til børnene, hvis det er aktuelt«, siger Jakob Friis-Hansen. Den tidligere forsvarsspiller, der selv har været professionel i både tysk og fransk fodbold, kender branchen fra sine to år i IMG, hvor han har stået for 16 spillerhandler. »Det vigtigste i branchen er, at man har et ordentligt netværk, og man må sige, at Brian og mig selv tilsammen dækker det meste af Europa særdeles godt. Samtidig er ingen af os desperate efter at sælge spillere, og derfor tror jeg, vi kan levere en god og saglig rådgivning«, siger Jakob Friis-Hansen. Han får titel af direktør i European Sports Group, mens Brian Laudrups officielle hverv er bestyrelsesformand. I det daglige skal de to tidligere landsholdskammerater dog deles om rådgivningsopgaverne.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her