I kvindernes kortbane hurtigløb på skøjter, der i modsætning til almindeligt hurtigløb på skøjter afvikles i heat på kortbane, vandt Kina natten til søndag den første guldmedalje nogensinde ved de olympiske vinterlege. Det var den femdobbelte verdensmester Yang Yang, der stod for den historiske bedrift på kvindernes 500 meter med sejren foran bulgarske Evgenia Radanova. Kinas Wang Chunlu skøjtede bronzemedaljen hjem. Herrerne var også i aktion på hurtigløbernes kortbane, og her fik Australien en ligeså historisk guldmedalje til Steven Bradbury, der med sejren i finaleheatet over 1000 meter vandt Australiens første guldmedalje nogensinde ved et Vinter-OL. Den 28-årige australier lå på en femte- og sidsteplads i finaleheatet, da der manglede én omgang. Flere sammenstød i frontgruppen vendte op og ned på stillingen, og alle på nær Steven Bradbury skøjtede af banen, så han kunne glide først over målstregen. USAs storfavorit Apolo Anton Ohno fik kæmpet sig på benene igen og tog sølvmedaljen foran Canadas Mathieu Turcotte.
Vinter-OL: Historisk guldmedalje til Kina
Lyt til artiklen