Der bliver kælet for de danske curlingspillere, når de går på isen til OL i Salt Lake City. De har nemlig hjemmelavet is under fødderne. Ikke den slags, der smager godt, men den, Jørgen Larsen laver. Han er verdensberømt i Danmark for at lave de bedste curlingbaner og er med på det internationale team, der sørger for, at folket, der kaster med sten og fejer med koste, har de optimale isforhold. Ismanden fra Hvidovre Han går under navnet Ismanden fra Hvidovre. Sikkert mest, fordi han er ansat i Hvidovre Curlingklub til at vedligeholde banerne, og fordi han er »den, man ringer efter, hvis der skal laves noget rigtig god is i Danmark«. Men det startedemed at han bare glad for at curle. »Min interesse for at lave curlingbaner begyndte for 10 år siden. Dengang var der kun ishockeybaner at spille på. Det var ligesom at spille billard på et skævt bord. Og så tænkte jeg: Nu må der sgu ske noget«, fortæller 36-årige Jørgen Larsen, der hurtigt så arbejdet med at gøre dårlig is bedre gribe om sig. Der var bud efter ismageren. Så meget, at han måtte høste international erfaring, hvorfor han meldte sig som frivillig under VM i curling 1994. Siden er det gået slag i slag med tre VM, seks EM, et junior-VM og nu OL. I dag er han Danmarks absolut førende ismand og officielt en del af det danske curlinglandshold. Han står for isen. Man skal læse isen »Jeg er ansat til at sørge for, at holdet har de bedste træningsbaner herhjemme. Det er utrolig vigtigt, at banen er perfekt, for det er et vigtigt led i det taktiske spil. Skipperen skal kunne læse isen, og den ændrer sig gennem kampen, fordi den bliver slidt. Min opgave er at vedligeholde banen, så der ikke sker forandringer i de to og en halv time, en kamp typisk varer«, forklarer Jørgen Larsen. »Jeg starter altid med at lugte til den hal, isen skal lægges i. Om der er fugt. Temperaturen skal passe til peblingen, der er de frosne vanddråber, isens nubrede overflade består af. Og så tager jeg den derfra«, siger Jørgen, der trods sin fine fornemmelse for is kun er nummer fem i hierarkiet på det olympiske isteam. Headicemakeren er svensk og assistenten canadisk og begge på level 5 i ismagernes rangeringssystem. Jørgen er endnu kun på level 2, selvom han har kurser til at være level 3. Sådan er det bare. Han er nu glad nok for bare at være med. Det tog ham to år at kvalificere sig som femtemand. Ismagerløn ikke nok Efter OL får piben dog en anden lyd. Så tager ismanden fra Hvidovre til de tyske mesterskaber, hvor han regner med at blive chef. Iskonge bliver det nu næppe til. Slet ikke på en ismagerløn. Derfor har han været nødt til at lade de fine fornemmelser ligge og køre en lille nebengesjæft i Nørrebro Hallen, hvor han er curlinginstruktør. Men det tager Jørgen helt koldt.: »Sæsonen varer fra august til april. Resten af året holder jeg fri. Jeg er jo professionel«.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Han nægter at lade sig betjene på engelsk, når han går på restaurant i Danmark
-
Ny måling: Danskernes tillid til ét europæisk land er femdoblet
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Derfor lukker festival: »Det er sværere i København, end vi havde forventet«
-
Rejsebureau om turismen på elsket tropeø: »Det er gået helt bananas«
-
Wegovy, jeg slår op
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























