Vinter-OL: Gylden langtidsplan

Lyt til artiklen

Massevis af medaljer har Norge gennem tiderne hjemført i langrendsdisciplinerne ved olympiske lege, men guld til en jente individuelt noteredes for første gang i går, da Bente Skari på den 10 km klassiske distance i Salt Lake City levede op til favoritværdigheden. Gennem stort set hele konkurrencen havde den russiske veteran Olga Danilova en forholdsvis klar føring, og endnu med fire km tilbage var hendes forspring til Bente Skari på 15 sek. Nerveprirrende finish Men den 29-årige nordmand, der er kendt som en langsom starter og som ekspert i de lange, seje træk, åd sig langsomt ind på Danilova, og efter en nervepirrende finish krydsede Skari stregen med en margin på 2.5 sek. til den hidtil førende samt yderligere 1.8 sek. til Julia Tchepalova. »Jeg blev overrasket over at høre, at Danilova var så klart foran fire km fra mål, og på det tidspunkt begyndte jeg at indstille mig på, at det var sølvet, jeg skulle slås for. På den sidste bakke kom så meldingen om, at jeg kun var fire sek. efter Danilova, og heldigvis havde jeg overskud til at skrue yderligere op for tempoet«, sagde en lykkelig Bente Skari kort efter at have slidt sig i mål. Der var også stillet store forventninger til de norske mænd, der løb fem km længere, men de måtte alle bøje sig for endnu en af de olympiske leges overraskelser. Ganske vist er den 30-årige estlænder Andrus Veerpalu regerende verdensmester på 30 km, men i denne sæson har han ikke gjort så meget væsen af sig, idet han kun er nr. 19 i World Cup. Han har imidlertid tidligere vist sig at være i stand til at toppe på de rigtige tidspunkter, og i mål var han 36 sek. hurtigere end nodmanden Frode Estil, mens bronzen gik til sejrherrens landsmand Jaak Mae, som har været stærk hele vinteren. Sveriges medaljehåb Per Elofsson måtte nøjes med en femteplads. Fransk overraskelse Kvindernes styrtløb afvikledes med lidt over et døgns forsinkelse, og her blev favoritterne også sat til vægs, da Frankrigs 38-årige Carole Montillet med tiden 1.39.56 min. var urørlig. Montillet havde en 19.-plads som bedste resultat under træningen, og er i denne sæson ikke blevet bedre end nr. 7 i et World Cup-styrtløb, så ingen havde tiltroet hende medalje. To af de toptippede, Isolde Kostner, Italien, og Renate Götschl, Østrig, sikrede sig henholdsvis sølv og bronze.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her